Elitedivision: Marginalt nederlag til HFT1 i Sunds

dato

Nyheden er fra Helsingør Floorball Team


Sunds Seahawks - Helsingør FT 6 - 5 (1-0, 2-3, 3-2) Unihoc Ligaen 15. oktober 2016

Helsingør tabte lørdag eftermiddag efter et tæt opgør med Sunds Seahawks som endte 6-5, og Helsingør måtte derfor vende hjem mod Sjælland uden point. Sløset opdækning i "slottet" foran eget mål, samt uengageret returnløb banede vejen for Sunds sejr på en dag, hvor Helsingør ellers rejste sig efter at have været bagud, derefter foran, og til sidst bagud igen. Helsingørs Frederik Olsen var sprudlende og var indblandet i samtlige Helsingørmål og lavede 3 mål og 2 assists.

Helsingør var for tredje gang på godt en måned i Jylland, denne gang var det "en kort tur" idet dagens modstander var Sunds, ikke langt fra Herning. Meget af opvarmningen gik med at tilpasse sig at skulle spille i Sunds hallen, men det var et tændt Helsingørmandskab der stillede til start. Helsingør skulle løfte sig ovenpå et tungt nederlag til Benløse sidste uge, hvor nederlaget lød på hele 13-0, og man kunne måske derfor håbe, at Sunds gik ind til kampen med en formodning om at det skulle blive en walkover, da Sunds har haft en solid start på sæsonen, med sejre over bl.a. Copenhagen, som Helsingør også have et stort nederlag til for kort tid siden.

Første periode blev brugt af hvert hold på at se hinanden lidt an, og periodens eneste mål tilfaldt Sunds, som med en aflevering ind i toppen af slottet, og derefter en hurtig afslutning fik nettet til at blafre. Periodepausen blev brugt på at få justeret småting, og få talt om, at vi var godt med i kampen, selv om vi ikke havde fået hul på bylden, og tavlen var derved 1-0 til anden periodes start.

Sunds kom på 2-0 kort inde i anden periode, og herefter skulle over halvdelen af perioden spilles, før der igen kom en scoring. Sundsspiller Anders Holm kom til afkøling ved en 2 minutters udvisning, og i powerplay skulle cirka et halvt minut, og så var der reduceret - 2-1. Scoring blev sat ind af Michael Kock, som Frederik Olsen på fornem vis fik tilspillet via en tværpasning igennem Sunds defensiven, og det var derfor mere eller mindre et spørgsmål om at ramme målet, for at bolden kom i mål. Med fire minutter resterende af anden periode kom udligningen. Nicolai Bech fremspillede Frederik Olsen, som med en hurtig afslutning kunne gøre det til 2-2, og herefter gik det stærkt. Minuttet efter var det igen Frederik Olsen som kom på tavlen til 2-3, denne gang uassisteret, og med cirka et minut resterende af perioden, udlignede til 3-3, før periodefløjtet lød.

Kampen var dermed helt lige før tredje periode, og det var derfor et Helsingørmandskab med gejst, der gik ind til de sidste 20 minutter spil. Det var Helsingør der fik første stik i tredje periode, og bragte sig på 3-4 igen Frederik Olsen som var skarp, og igen med Nicolai Bech i oplæggerens rolle. I minutterne efter pressede Sunds på, og på Helsingørbænken blev der talt om at man skulle holde hovedet koldt og ikke lave dumme fejl. Dette blev desværre ikke tilfældet, og Sunds fik hurtigt tippet kampen ved to hurtige scoringer i tiderne 5.07 og 5.27 i tredje periode, og dermed stillingen 5-4. Nu var det så Helsingørs tur til at presse på, og det blev til et par store chancer, og et annulleret mål, før Sunds kunne gøre det onde, nemlig score til 6-4, på en kontra hvor Helsingørforsvaret ikke fik lukket ned for tværpasningen hen over midten. En stor mavepuster, som man dog hurtigt kom sig over, da Kristoffer Mortensen bragte Helsingør lidt tilbage i kampen, blot 10 sekunder efter, da han på en løs bold fik slået bolden i retning af mål, og med lidt held passeret Sunds keeperen. Herefter var det en periode, hvor der blev givet alt og chancerne bød sig, men resultatet var målløst. I stedet blev Helsingør ramt af to minutters udvisning med knapt 10 minutter tilbage af kampen. Sunds fik dog heldigvis ikke udnyttet overtallet, og udvisningen udløb, og herefter gik der cirka to minutter før Helsingør igen blev ramt af en to minutters udvisning. Man sad derfor på bænken og bed negle i nervøsitet over, at Sunds skulle bringe sig yderligere foran. Helsingør overlevede undertallet, og herefter var der cirka fire minutter tilbage af tredje periode, til at forsøge at bringe balance i regnskabet med en scoring til 6-6. Også selv om målmanden blev trukket, og det blev forsøgt med 6-mod-5 spil lykkedes det ikke at få scoret, og resultatet blev dermed 6-5.

Skuffelsen var derfor stor for Helsingørspillerne, som kunne drage hjem uden point, på trods af en god indsats, hvor det er marginaler der gør at Sunds løb med sejren. Man of the Match for Helsingør var mere eller mindre selvskrevet, idet Frederik Olsen gik forrest på dagen, både som målscorer og som assistmager.

Helsingør ser frem mod endnu en Jyllandstur næste weekend, lørdag den 22. oktober, hvor Helsingør gæster Skanderborg, hvor sæsonpremiere-nederlaget skal revancheres.

- Jens Stigaard

Kilde: Helsingør Floorball Team