Floorball - nu med briller på - takket være Rema 1000 og Nordea Fonden

dato

Nyheden er fra Helsingør Floorball Team


Floorball er en actionsport med masser af start og stop, driblinger og intense kampe om bolden. Det burde øge risikoen for skader, men da der ikke så tit er kropskontakt i floorball, så er der relativt få skader sammenlignet med fx fodbold og håndbold. Dog kan man risikere at få bolden i øjet. En stigning i udbredelsen af floorball på verdensplan betyder imidlertid at flere lande gør det obligatorisk at spille med sikkerhedsbriller for at fjerne risikoen.

En lovændring i spillereglerne i dansk floorball betyder, at alle spillere under 18 år skal bære særlige beskyttelsesbriller. Dermed skulle den lokale klub, Helsingør Floorball Team, som i de seneste opgørelser er vokset til over 250 medlemmer, heraf ca. 100 medlemmer under 18 år, ud og finde midler til at sænke egenbetalingen på de specialdesignede og nødvendige briller.

Et nyt samarbejde så derfor dagens lys i løbet af efteråret. Den lokale Rema 1000 ved Torben Hansen, valgte at støtte op om de unge floorballspilleres sikkerhed, og en favorabel sponsoraftale er netop blevet indgået. Det betyder at 75% af brillernes pris bliver dækket af Rema1000 Helsingør, og at spillerne selv blot dække de sidste 25%.

Floorballbestyrelsen valgte tidligt på sæsonen også at ansøge Nordeafonden om et tilskud til brillerne. Det blev bevilget fornyeligt og man står derfor i en helt unik situation, så tilbudet om briller kan udvides til alle klubbens medlemmer.

 - Det er meget positivt at når vi har behov for en håndsrækning, så er der både fondsmidler og støtte fra den lokale detailhandel, siger formand Tobias Pauli Jørgensen. - Det giver os muligheder for at blive ved med at gøre det vi er gode til nemlig at give mulighed for personlig og idrætslig udvikling i forening til glæde for alle, slutter formanden.

Brillerne er allerede i brug og de kan fx ses i aktion, når Helsingør Floorball Team indbyder til Spar Nord KidzLiga lørdag den 14. marts 2020 i Helsingørhallen med op til 40 danske og svenske juniorhold.


Kilde: Helsingør Floorball Team