Helsingør FT kåret til "Årets klub"!

dato

Nyheden er fra Helsingør Floorball Team

Lørdag den 12. januar 2019 blev der afholdt sportsgalla i Helsingør Kommune. Idræts- og Fritidsudvalget hyldede  de personer og foreninger, som i årets løb enten har vist stort engagement i det lokale idrætsliv eller udøvet store sportslige præstationer. Helsingør Floorball Team var nomineret som en af tre foreninger, der i 2018 havde gjort sig bemærket for sit store engagement. Og vinderen blev: Helsingør Floorball Team!


Mange tak for anerkendelsen til kommunen - og samtidig en stor tak til de mange ledere, trænere og udøvere i Helsingør FT, der år efter år brænder for at spille floorball og for at udbrede kendskabet til idrætsgrenen, så endnu flere i lokalområdet kan nyde godt af floorballsporten. Vi startede med at spille floorball i forening i 1988, og siden har der ligget et kæmpe arbejde i at udvikle foreningen, så prisen er et fint skulderklap og med til at hælde mere benzin på bålet til glæde for alle i form at sportslig og personlig udvikling, livsglæde og øget sundhed.

Få en uforpligtende prøvetræning. Se træningstiderne for vores 12. hold - eller stil et hold til vores åbne MotionsFloorballCup 27. januar og se floorball i verdensklasse lørdag den 16. marts 2019, når FC Helsingborg spiller kamp mod de svenske mestre fra Storvreta i Helsingørhallen. 


Baggrund af valg af Helsingør Floorball Team til "Årets klub 2018":
Helsingør Floorball Team (HFT) har inden for de seneste 5 år været i en rivende udvikling – både på ungdomssiden og seniorsiden samt på drenge og pigesiden. I 2018 nåede HFT knap 250 medlemmer, hvilket er en fordobling på 5 år. 2018 var året, hvor HFT fik etableret et selvstændigt pigehold, og hvor damerne fik rekrutteret så mange spillere, at der nu er spillere nok til to hold, som spiller i henholdsvis 1. og 2. division. Denne medlemsfremgang er et resultat af, at HFT i 2018 har haft fokus på rekruttering af spillere. 2018 var således året, hvor HFT afholdte klubbens første floorball camp for piger. Dette medvirkede til, at pigeholdet ekspanderede og nu har en fast stamme af piger, som træner regelmæssigt i deres egen haltid. Klubben har også haft fokus på synliggørelse i lokalmiljøet. 2018 var således også året, hvor floorball for første gang så dagens lys på Værftet i Helsingør. Et samarbejde mellem Værftets Madmarked og HFT udmundede i, at et stort børne- og voksen motionsstævne med deltagelse af 40 hold fra lokale arbejdspladser samt sjællandske og skånske klubber løb af stablen. En aktivitet, der var med til at øge kendskabet til floorballsporten og til HFT.


På drengesiden har der også været stor tilgang, og klubben har nu drengespillere i alderen 5-14 år og har hold i alle aldersgrupper og kan om nogle år være selvforsynende til klubbens seniorhold. Klubben har de seneste år haft stor fokus på bredden og det sociale sammenhold blandt ungdomsspillerne, og det har afstedkommet en stor medlemsfremgang. Selvom fokus har været på bredden, har det alligevel været muligt at udvikle spillerne floorballmæssigt. I sæson 2017/2018 kunne U11 drengene således gøre sig gældende blandt de bedste hold i Danmark og afsluttede sæsonen med en andenplads blandt de sjællandske hold. En trend der har vist sig at fortsætte ind i sæson 2018/2019.

Klubbens sportslige ambitioner om rekruttering af spillere fra egne rækker til 1. senior har udmundet i, at de ældste og mest talentfulde ungdomsspillere i 2018 er begyndt at træne med klubbens seniorhold 1-2 gange om ugen. Dette med henblik på floorballmæssig udvikling af de unge spillere, hvilket forhåbentlig er et initiativ, som klubben kan høste frugterne af om et par år.


Klubbens samarbejde med FC Helsingborg de seneste 4 år med bl.a. afholdelse af svensk superligakamp i Helsingør Hallen med over 1.300 tilskuere har afstedkommet, at ungdomsspillere fra Helsingborg i 2018 har deltaget i 2 stævner, som HFT har afholdt. Helsingørspillerne har også deltaget i aktiviteter, som FC Helsingborg har inviteret til. I 2018 var 9 af HFT’s U11 og U13 drenge på floorball camp i Helsingborg, HFT deltog i et stævne i Helsingborg og til superligakamp i Helsingborg Arena.



Dameholdet har også fået gavn af samarbejdet med FC Helsingborg. For første gang nogensinde kunne HFT’s damehold i 2018 invitere to svenske hold til træningsturnering i Helsingør Hallen. Formålet med dette arrangement var bl.a. udvikling af Helsingørs egne spillere og øge det indbyrdes kendskab til holdene med øje for senere udveksling af spillere og yderligere samarbejde mellem klubberne.


Ud over samarbejde på tværs af sundet, samarbejder HFT også med Rungsted-Hørsholm Floorball Klub på flere planer. Klubbernes bedste herrehold har i 2018 afholdt fællestræninger med henblik på sportslig udvikling, og ungdomsholdene har afholdt flere træningskampe mod hinanden. Derudover har de to klubber samarbejdet om den årlige tur til Landsstævnet i Frederikshavn. Aktiviteter der alle er med til at øge kendskabet til hinandens klubber og dermed lære af hinandens erfaringer – især på træner-og lederplan. Sæson 2018 har således været et bemærkelsesværdigt år set med HFT øjne. En rivende udvikling på både den breddemæssige og sportslige side blandt ungdomsholdene og en stor medlemsfremgang, hvor flere borgere i Helsingør har fået øjnene op for floorballsporten og dens gavnlige sundhedseffekter.

Seneste initiativ: Hold nummer 12 er målrettet kvinder plus 50 år. De træner i Snekkerstenhallen torsdag kl. 19:30. Kig ud - eller besøg et af de 11 andre hold.


Mænd plus 60 år:

Kilde: Helsingør Floorball Team