Ny formand på banen: Interview med Tobias Pauli Jørgensen

dato

Nyheden er fra Helsingør Floorball Team


Ny floorballformand på banen

Hvem der sidder i toppen af en forening med godt 230 medlemmer fordelt på 15 hold er bestemt ikke ligegyldigt. Derfor tegner det godt når 28 årige Tobias Pauli Jørgensen nu har overtaget roret i Helsingør Floorball Team. 

Det er efterhånden 30 år siden floorballbolden trillede første gang i foreningsregi i Helsingør, og det blev startskuddet til en spændende udviklingsrejse som utrolig mange lokale borgere har været og fortsat er en del af. Tobias kommer ind på et tidspunkt, hvor floorball vokser og det giver de klassiske udfordringer med at finde trænere, ønske om mere altid og behovet for en mere strategisk indgang til det ellers uformelle foreningsliv.

Vi har stillet Tobias en række spørgsmål, der skal gøres os klogere på ham og hvad vi kan forvente som medlem af foreningen.

INTERVIEW
Først og fremmest tillykke med valget - og samtidig tak fordi du vil bruge din fritid på at lede og udvikle foreningen. Så er det tid til spørgsmål...

Spørgsmål: Hvornår og hvorfor blev du bidt af floorball? - Jeg var med en skolekammerat ude og prøve en række forskellige sportsgrene som 10 årig tilbage i sommeren 2000 og vi blev begge lynhurtigt bidt af floorball. Det gjorde jeg givetvis fordi det er en sport, hvor man hurtigt føler at man kan være med og ikke er bagefter fra start. Jeg har altid været betaget af hvor hurtig en sport floorball er, og hvor hurtigt man skabe målchancer i spillet. Siden hen har det været det kampledelsesmæssige aspekt i form af dommergerningen, som har trukket i mig.

Hvad gør i dit perspektiv HFT til noget særligt?
 - Noget der for mig gør HFT til noget særligt, er at vi på sin vis ligger lidt isoleret fra de andre klubber på Sjælland. Derfor bliver det lidt mere som i en familie og det sociale kammeratskab har altid været noget vi har vægtet højt i klubben. Mine bedste venskaber har jeg stiftet gennem floorball i Helsingør. Derudover synes jeg at vi som klub har nogle gode rammer at tilbyde spillere, trænere og frivillige. Vi har rigtig mange mennesker i kulissen som gerne VIL klubben og støtter op om klubben i tide og utide. Der findes mange ildsjæle i HFT og det er jeg taknemmelig for.

Hvad har floorballen lært dig som menneske? - Jeg føler at jeg har tillagt mig rigtig mange værdier gennem floorballen. Kammeratskab og holdfølelsen, men også ledelsesmæssige og motiverende aspekter gennem trænergerningen og dommergerningen. Der er også noget helt bestemt over den jargon og humor der er i et omklædningsrum, som jeg altid har fundet livsbekræftende. 

Dine resultater  og erfaringer på banen? - Jeg har selv spillet siden 2000, bl.a. en sæson i den bedste række, men primært i næstbedste række. I 2005 blev jeg dommer og avancerede hurtigt op i den bedste række, hvor jeg siden 2015 har været international dommer med 52 landskampe på CV'et og et højdepunkt som dommer ved U19 vm for Damer i Schweiz. Jeg har dømt +10 nationale finaler herunder 3 herre DM finaler. Sideløbende blev jeg ungdomstræner i 2012 og var træner for klubbens hidtil eneste ungdomsmestre i 4 år. Herefter blev jeg dametræner i et par år, og har også været landstræner for Handicaplandsholdet, som vandt EM i 2014. Efter en pause, har jeg valgt at tage endnu en tørn på klubbens damehold, der i den kommende sæson skal spille i landets bedste række.

Hvordan kan vi bringe HFT videre? - For mig handler det primært om at få skabt organisatorisk ro og struktur efter en sæson, hvor den forhenværende formand påtog sig opgaven nødtvungent. Derefter skal vi stille og roligt bygge på og på flere måder professionalisere klubben på det organisatoriske plan, dog uden at vi glemmer hvorfor vi er her - nemlig for at have det sjovt og være sammen med andre ligesindede.

Vores slogan er “på vej mod nye mål”. Hvilke mål ser du foran dig på den korte og lange bane? - Bestyrelsen kommer til at arbejde med en række strategiske mål hen over den kommende sæson. Fastholdelse af eksisterende medlemmer, samt at udvide klubben med endnu flere medlemmer, er bestemt noget vi har som mål for den nærmeste fremtid. Især ønsker vi at vokse på ungdomsfronten, gerne med flere pigespillere. Derudover har vi et mål om at få uddannet flere dygtige trænere og dommere og samtidig blive endnu bedre til at profilere de frivillige kræfter vi har i klubben.

Hvad er din “floorball-drøm” for HFT? - Den ultimative sportslige drøm, ville være at HFT fast ville have hold i den bedste herrerække og damerække, samt ungdomshold i alle årgange. Det er en drøm med lange udsigter, men vi skal jo starte et sted. Det vigtigste er dog uden tvivl at HFT er et rart og mangfoldigt sted at dyrke motion - Der skal være plads til alle i HFT.

Hvordan prioriterer du unge, voksne, ældre, handicap etc? - Det er svært at sige at man prioriterer nogle grupper forud for andre, da alle medlemmer i mine øjne er vigtige for klubben, men ungdommen er klubbens fremtid, og det betyder mere for mig personligt som formand, at vi har fremtidens fundament på plads, fremfor f.eks. at skulle satse på at spille i den bedste række ved at "købe" spillere. Der er pt. ikke udgangspunkt for at prioritere handicapidrætten, men i løbet af sidste sæson startede klubben et pilotprojekt op for demensramte, og det glæder mig meget at vi fra den kommende sæson får inkluderet dem som fuldgyldige medlemmer af klubben !

Største udfordringer her og nu for dig som formand og for bestyrelsen? - Ser man et par år tilbage er det, med tanke på min beskedne alder, tydeligvis nogle store sko der skal fyldes efter store formandsroller som Franz Veisig, Dan Egerup og Jan Hammer, men jeg føler mig klar på opgaven og vil have de herrers ledelsesstil in mente, når nu jeg selv sidder i stolen. Der skal samles op på en turbulent sæson, men der er samlet et rigtig god hold til bestyrelsen og jeg føler mig meget tryg ved sammensætningen forud for den kommende tid. Desuden lider klubben af et positivt vokseværk og er større end aldrig før, hvilket i sig selv opfordrer til nytænkning og udfordringer der skal løse, bl.a. med manglende haltid og trænere.


- Afslutningsvis vil jeg også gerne sige tak: Tak til alle de frivillige mennesker der bruger tid og kræfter på vores alle sammens HFT ! 🙂 

Øvrigt:
Mød bestyrelsen og andre nøglepersoner
Se overblik over alle 15 holds træningstider
Verdensklassefloorball i Helsingørhallen 12. marts 2020

Kilde: Helsingør Floorball Team