Øst mesterskaberne for ungdom

dato

Nyheden er fra Helsingør IF Atletik

Ved weekendens Øst mesterskaber for ungdom blev der kæmpet godt af vores deltagere og det blev samlet set til 2 guld, 4 sølv og en enkelt bronzemedalje. Det var et dejligt stævne, hvor deltagerne kæmpede med høj varme lørdag, mens nogle af søndagens konkurrencer blev ramt af voldsom regn. De vilkår er jo ens for alle, men det har selvfølgelig påvirkning på resultaterne.


Hos de yngste piger 12 år tog Esther sølv i spydkast, med et kast på 19.53m hvilket også var ny pr til Esther. I kuglestød stødte Esther sig til en fjerdeplads. En god debut til Esther som var afsted til sit første mesterskab.


Hos piger 13 år tog Filippa guldet i stangspring med et flot spring på 2.10m som også var en klar forbedring af pr. Derudover blev det til bronze i diskos, en fjerdeplads i både spyd og 200m samt en syvende plads kuglestød.


Alberte løb sig til ny pr og en sølvmedalje i de 14/15-årige pigers 3000m i tiden 12.26.84. En forbedring på over 20 sekunder i forhold til sidste år.

Bianca havde en god springserie i højde og klarede 1.38m uden en eneste nedrivning undervejs. Resultatet var årsbedste for Bianca og rakte til en femteplads. På 100m løb Bianca ny pr med 14.46 og så ovenikøbet i modvind.


Hos de 16/17-årige piger løb Annika også 100m i modvind og kvalificerede sig til finalen, hvor hun endte på en syvende plads. Med tiden 13.47 og tiderne fra weekenden inden, viste Annika at hun er ved at være tilbage efter en langvarig skadespause.


Hos drenge 14/15 år havde vi 3 deltagere samt et stafethold med. 

Mikkel tog sølv på 300m i ny pr 45.21 med et veldisponeret løb. Derudover fik Mikkel en syvende plads på 200m i tiden 28.27 som også var ny pr, ligesom det blev til ny pr i længde med 4.12m og endelig løb han 100m i tiden 13.57. En travl weekend for Mikkel som også løb førsteturen på drengenes 1000m stafethold.

Sebastian løb 200m med en stor forbedring af pr. Tiden 28.35 rakte til en ottende plads i det skrappe felt. På stafetholdet løb Sebastian andenturen.

Lucas løb med tiden 14.18 ny pr på 100m, han sprang op til sit bedste i længdespring med et spring på 4.28m og endelig løb han også op til sit bedste på 1500m hvor tiden 5.22.00 gav ham en syvende plads. Lucas løb tredjeturen på drengenes stafethold.

På drengenes 1000m stafet blev det til et spændende løb, hvor Helsingør og Herlev kæmpede om 3. pladsen gennem løbet. Ved andet skifte lå Helsingør lidt bagved Herlev, men fik kæmpet sig foran på 300m strækningen, så Anton på sidsteturen blev sendt afsted med et lille forspring. Her holdt Anton forspringet frem til 200m, hvor Herlev drengen viste sig at have mange kræfter tilbage, og satte en voldsom slutspurt som Anton ikke kunne svare igen på. Holdet endte på en flot fjerdeplads i tiden 2.36.89.


Hos de ældre drenge var der flere medaljer til Helsingør på 5000m. Emil tog i drenge 16/17 års klassen sølv i tiden 17.56 min og Mads fik guld for drenge 18/19 år med tiden 18.10 min. For Mads var der tale om en forbedring af pr med næsten 1 min, så det var bestemt et flot løb af begge.

Kilde: Helsingør IF Atletik