Den dag, hvor børnepengene tikker ind, fordobles salget hos Børneloppen i Helsingør. Her oplever man, at forældre i stigende grad øremærker børnepengene til bestemte indkøb til deres børn.
Den 19. april bliver der særligt travlt i Børneloppen i Helsingør. Det er nemlig den dag, hvor børnepengene ryger ind på kontoen, og det giver omtrent en fordobling af salget i forhold til en normal lønningsdag i den lokale Børneloppen.
– I dag er der mange, der går og venter på og glæder sig til at få børnepengene, fordi de allerede ved, hvad de skal bruges til. Derfor er der også rigtig travlt i butikken de dage, børnepengene kommer, siger Louise Skovborg, der er indehaver af Børneloppen i Helsingør.
Børnepengene kommer fire gange årligt omkring den 20. i henholdsvis januar, april, juli og oktober. Ikke nok med at salget her stiger til omtrent det dobbelte, så har Børneloppen oplevet en stigning på børnepengedagene i 2023 på 39 procent i forhold til 2022.
Bobler, pænt tøj og udvidet åbningstid
Grundet den store shoppetrang har man hos Børneloppen valgt at gøre noget ud af børnepengedagene med udvidet åbningstid og lidt bobler til de shoppende forældre.
– Fordi vi har så travlt i butikken på børnepengedagene, udvider vi også åbningstiden. Med årene er det blevet et helt lille tilløbsstykke, hvor vi gør noget ekstra ud af det i butikken, og det samme gør kunderne. Vi ser en del barslende mødre, der har glædet sig til en aften med alene-shopping og måske lige tager den pæne jakke eller lidt læbestift på, siger Louise Skovborg.
Fredag den 19. april holder Børneloppen i Helsingør Late Night Shopping og forlænger åbningstiden til kl. 20.30.
Børneloppen er en landsdækkende kæde af loppesupermarkeder, hvor private kan sælge og købe alt til børn – tøj, legetøj, barnevogne, ventetøj og meget mere. Børneloppen gør det sjovt og overskueligt at shoppe og sælge genbrug til børn. Læs mere på www.boerneloppen.dk