Sommeren er sæson for loppemarkeder, og 77 procent i hovedstadsområdet har købt eller solgt brugt det seneste år. Genbrugsekspert fra Helsingør og guider til secondhandsalg anno 2024.
Sommermånederne er højtid for loppemarkeder i Helsingør, og med den secondhandbølge, der er skyllet ind over landet de senere år, er tendensen kun vokset. Sidste år handlede 77 procent af hovedstadsområdet brugt i løbet af året, hvilket kun gjaldt 63 procent i 2017.
– Der er et væsentligt større engagement i både køb og salg af genbrug i dag, og det har udviklet sig meget på få år. Der er også kommet flere, der virkelig går op i det og både køber og sælger rigtig meget. Men det har også haft den effekt, at kvaliteten er blevet højere overordnet set, forklarer Louise Skovborg, der er indehaver af Børneloppen i Helsingør, der faciliterer handel med brugt børnetøj, -sko og -ting.
Genbrug er blevet bedre
Ifølge Genbrugsindekset 2023, som er en kortlægning af danskernes genbrugsvaner på tværs af genbrugsplatforme udgivet af DBA, har 77 procent i hovedstadsområdets købt eller solgt brugt i løbet af 2023. I 2017 gjaldt det kun 63 procent. Den hastige udvikling i danskernes forhold til genbrug mærker man tydeligt hos Børneloppen i Helsingør, der særligt bemærker én ting i udviklingen.
– Rigtig meget genbrug er i dag så godt, at det er svært at se, at det har været brugt før overhovedet. Det betyder altså også, at det kan blive svært at få solgt sine ting, hvis de ikke lever op til de standarder. Der er meget mere at vælge imellem for køberne og flere sælgere at konkurrere med, hvis man selv sælger, siger Louise Skovborg, som har følgende gode råd til at skabe succes med genbrugssalget, uanset om det er online, på et loppemarked eller i en loppebutik som Børneloppen i Helsingør.
Sådan laver du en god loppestand
- Husk kvaliteten er steget, og hold en standard, du kan stå inde for.
- Smid det plettede og hullede tøj i containeren, hvor selve materialerne også finder vej til genbrug.
- Vask tøjet, tør tingene af, og sørg for, det ser ordentligt ud. Men undgå parfumerede vaske- og rengøringsmidler.
- Sæt en ordentlig pris, og gør det efter, hvad du selv ville give for en tilsvarende brugt vare – ikke hvad du selv har givet.
- Gør det let for dine kunder at skabe overblik, og sæt tingene pænt op.
- Et sidste touch kan være at ordne tingene efter farver, størrelser, varetype eller andet, så køberen fristes af flere ting på én gang.
Børneloppen er en landsdækkende kæde af loppesupermarkeder, hvor private kan sælge og købe alt til børn – tøj, legetøj, barnevogne, ventetøj og meget mere. Børneloppen gør det sjovt og overskueligt at shoppe og sælge genbrug til børn. Læs mere på www.boerneloppen.dk