Natten til mandag klokken 02.08 forsøgte en patrulje fra Nordsjællands Politi at stoppe en Renault Twingo fra 2011 i Helsingør. Betjentene tændte de blå blink, men bilen drejede straks til venstre i høj fart, hvorefter føreren forlod køretøjet og forsøgte at flygte til fods.
Betjentene satte efter føreren, en 42-årig mand, som kort efter blev anholdt og ilagt håndjern. Det viste sig, at manden var frakendt førerretten til bil og havde taget sin fætters bil uden tilladelse. Han forklarede, at han ikke skulle køre langt.
Den 42-årige blev testet positiv for både hash og kokain, og politiet fandt en pose med 2,6 gram kokain i hans strømpe. På politigården i Helsingør vedkendte manden sig alle sigtelser, som omfattede kørsel uden førerret, kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer samt overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.