Mette Verner Terkelsen, 59, og Morten Jansen, 60, har gang i noget stort i Nordsjælland. De er begge for nyligt blevet frivillige i Børns Voksenvenner, og nu kæmper de for at få stablet en lokalforening på benene, så der kan blive mere plads til nærvær og hygge for børn, der har brug for det. Men de mangler frivillige, der vil være med.
For fem måneder siden kendte Morten og Mette ikke hinanden. Nu har de ugentlige møder og deler en motivation og begejstring for at opstarte en Børns Voksenvenner lokalforening, der har til huse i Nordsjælland.
”Jeg meldte mig som voksenven hos Børns Voksenvenner, da jeg følte, jeg havde overskuddet og tiden til det. Så blev jeg ringet op af en fra sekretariatet, der fortalte mig, at der faktisk ikke er en lokalforening i Nordsjælland, men at det var foreningens ønske at opstarte en. Og sådan noget er lige mig: Jeg kan godt lide at have indflydelse og være med inde i kernen,” fortæller Mette smilende.
Samtidig havde Morten meldt sig som interesseret i foreningen, og da Morten og Mette mødtes første gang, følte de begge, at der var potentiale for noget rigtig godt.
De mødtes første gang i maj, og derfra har de arbejdet hårdt for at få hjulene til at rulle.
Alle har brug for en ven
Både Morten og Mette har meget erfaring med frivilligt arbejde, og Mette har tidligere arbejdet i UNICEF Danmark, men tiden kalder nu på noget andet. Morten arbejder frivilligt i Ungerådgivningen, men han vil gerne prøve kræfter med noget mere.
De synes begge, at Børns Voksenvenner har en særlig sag, hvor barnet og voksenkontakten er i fokus. Mette tror på, at alle voksne omkring et barn kan gøre noget godt for at løfte barnet, og netop derfor ville hun gerne være voksenven
”Alle kan få brug for noget som Børns Voksenvenner,” siger Morten. Der kan være mange årsager til, at en frivillig voksenven træder ind og har fokus på et barn, men årsagen er ikke afgørende. Det afgørende for Morten og Mette er, at der er en lokalforening og en voksen til at gribe barnet, hvis det skulle være nødvendigt.
Og det er netop deres øje for børns mulighed for nærvær og samvær, der driver dem til at starte lokalforeningen.
Galopheste i bokse
Mette fortæller, at hende og Morten står som galopheste i bokse og venter på at blive sluppet løs. Der har været sommerferie, hvilket satte en dæmper på aktiviteter og fremdrift.
Derfor glæder de sig begge meget til at afholde deres første begivenhed som frivillige i Børns Voksenvenner: De skal nemlig afholde et informationsmøde i slutningen af august, hvor alle er velkomne til at høre mere om at blive frivillig sammen med det.
Morten indskyder med et kæmpe smil: ”Jeg glæder mig helt vildt! Jeg glæder mig helt vildt til at holde det møde, forhåbentlig få nogle søde mennesker tilknyttet lokalforeningen og komme i gang med det konkrete arbejde.”
Hvad kræver det at blive frivillig?
Mette og Morten har begge stor forståelse for, at tid er en afgørende faktor, når hverdagens logistik skal gå op. De ønsker andre frivillige, som er entusiastiske, og som gerne vil indgå i et samarbejde om at stable lokalforeningen på benene, så den står på et solidt fundament. Derfor tænker de, at i opstartsperioden vil der måske være et månedligt møde, hvor der snakkes om opgaver m.m.
”Det vigtigste er, at nye frivillige brænder for sagen. At de gerne vil gøre en forskel for børnene. Det er jo derfor, vi er her. Og alle har noget at bidrage med, og hvis du ikke selv ved, hvad det er, så finder vi ud af det sammen”, siger Morten storsmilende.
Mette tilføjer afslutningsvist: ”Hvis du har lysten til at gå ind i det her, så har du også hjertet på rette sted.”
Gratis informationsmøde for alle
Hvis du er nysgerrig på Mette og Mortens arbejde og på at blive frivillig hos Børns Voksenvenner, kan du komme til gratis informationsmøde i Frivilligcenteret i Humlebæk d. 25. august klokken 17:00. Tilmelding kan ske på en sms til Morten på +4524432872.
Hvem er Børns Voksenvenner?
Børns Voksenvenner er en landsdækkende frivillig forening med cirka 1250 frivillige, der deler en vision om at give børn flere tætte og trygge voksenrelationer, som giver dem mere selvtillid og mod på livet. Foreningen blev etableret i 1990 og har siden da skabt venskaber mellem børn, der savner en ekstra fortrolig voksen og rollemodel, og frivillige voksne med tid og lyst til at gøre en forskel for et barn.