Lokal genbrugsgiver: Forskning i kræft er vigtigt

Man kommer pludselig tæt på et andet menneske på meget kort tid. Jeg har selv haft kræft og det var også derfor jeg meldte mig som frivillig i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Helsingør og siden er blevet fastansat som chauffør, fortæller Allan Fobian.
Profilbillede
dato

 For Nini Brandt har det været helt naturligt og en kæmpe lettelse at få Kræftens Bekæmpelse til at hente hendes og hendes mands møbler, hver gang de har skulle flytte.

På en gårdsplads i den Nordsjællandske by Nærum sidder Allan Fobian og Nini Brandt på ladet af en kassevogn og får sig en hyggesludder og en velfortjent pause i solens skær.

En kæmpe lettelse at få det hentet
Det er Nini, som har sendt bud efter Allan, som er chauffør for Kræftens Bekæmpelse Genbrug. Han er kommet for at tømme Ninis mands virksomhed for kontormøbler.

-  Min mand har netop solgt sin revisionsvirksomhed og vi har ikke behov for inventaret. Så er det rart bare at kunne ringe til Kræftens Bekæmpelse Genbrug, fortæller Nini og tilføjer:

-  Det er en kæmpe lettelse at få det hentet og samtidig vide, at andre kan få glæde af tingene og at det er med til at samle penge ind til kræftforskning.

Allan og Nini får sig en velfortjent pause og hyggesludder, inden kontorinventaret skal læsses ind i kassevognen. Foto: Kim Steen Carlsen

Foto: Kim Steen Carlsen // Allan og Nini får sig en velfortjent pause og hyggesludder, inden kontorinventaret skal læsses ind i kassevognen. 

Kræftens Bekæmpelse i tankerne
Da Nini skulle beslutte, hvad der skulle ske med kontorinventaret, som bl.a. talte borde, stole, hylder og reoler, var hun ikke i tvivl: Det skulle tilfalde Kræftens Bekæmpelse Genbrug i Helsingør.

-  For nogle år siden skulle min mand flytte fra en 300 m2 stor villa nede på Strandvejen i Vedbæk. Han havde store malerier og kunstsamlinger, som blev sat på auktion på Bruun Rasmussen, mens vi fik møblerne opmagasineret på et lager i Albertslund, siger Nini og tilføjer:

-  Da der var gået to år, måtte vi indse, at vi aldrig ville få brug for de møbler, så jeg ringede til Kræftens Bekæmpelse Genbrug og jeg har kun haft god erfaring med dem. De behandler tingene med respekt.

Det er kvalitetsinventar, som Nini har valgt at give til Kræftens Bekæmpelse med henblik på at støtte kræftsagen. Foto: Kim Steen Carlsen

Foto: Kim Steen Carlsen // Det er kvalitetsinventar, som Nini har valgt at give til Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Helsingør med henblik på at støtte kræftsagen. 

Forskning i kræft er vigtigt
Grunden til at Nini i første omgang valgte at betænke Kræftens Bekæmpelse er, at hun desværre har haft kræft inde på livet adskillige gange.

-  Min mor og tre søskende er alle døde af kræft. Og i vinters døde min svigerinde også af kræft. Så jeg har været i nærheden af kræft mange gange, og vil hellere give møblerne til Kræftens Bekæmpelse end til andre foreninger eller at forsøge at sælge det selv. Forskning i kræft er vigtigt, slår Nini fast.

Mødet med chaufføren Allan har kun bekræftet Nini i, at det var det helt rigtige at ringe efter Kræftens Bekæmpelse Genbrug.

-  De er simpelthen så søde, opmærksomme og omsorgsfulde. Og spørger respektfuldt og nænsomt ind til, hvorfor jeg lige præcis ville betænke Kræftens Bekæmpelse, fortæller Nina, som i øvrigt kommer til at donere flere møbler til Kræftens Bekæmpelse Genbrug i nær fremtid, når hun og manden flytter fra deres nuværende bolig i Skodsborg til en villa i Espergærde.

Win-win
Lige så glad og taknemmelig Nini er for forære overskydende møbler til Kræftens Bekæmpelse Genbrug, lige så glad og taknemmelig er Allan for at modtage de generøse donationer fra Nini.

-  Vi er altid taknemmelige, når vi skal ud at hente møbler eller større ting. Det er generøst af folk at tænke på Kræftens Bekæmpelse på den måde. Nini har doneret rigtig mange gode ting. Hun er et givende væsen med et godt humør, fortæller Allan og indskyder:

-  Man kommer pludselig tæt på et andet menneske på meget kort tid. Jeg har selv haft kræft og det var også derfor jeg meldte mig som frivillig i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Helsingør og siden er blevet fastansat som chauffør. Man skal huske, at der bag mange af donationerne gemmer sig en kræfthistorie. Ting er ikke bare ting. De har en historie bag sig.

Donationer er altafgørende for at skabe overskud
Det er bl.a. mennesker som Nini, der er skyld i, at foreningens 16 genbrugsbutikker har kvalitetsgenbrug på hylderne og at de til sammen solgte for mere end 41 millioner genbrugsvarer sidste år.

Har du ligesom Nini ting, du ikke længere bruger?
Så kom ned med dem i en af vores genbrugsbutikker. Er der tale om møbler eller andre større ting, afhenter vi efter aftale
Læs mere her

Om Kræftens Bekæmpelse Genbrug:
Kræftens Bekæmpelse Genbrug har eksisteret siden 1991 og findes i dag i 16 forskellige byer. Al overskuddet fra butikkerne går til Kræftens Bekæmpelses indsats inden for forskning, patientstøtte og forebyggelse. Kræftens Bekæmpelse Genbrug drives af knap 1000 frivillige landet over.

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.