Alle kan være med, når Jørgen Busch og hans hold mødes til naturtræning mandag aften hele efteråret. Her gælder det hverken om at komme først eller hoppe højest – det handler først og fremmest om at lindre smerter, styrke kroppen og få gode oplevelser sammen.
Det er Gigtforeningen, der står bag naturtræningen, og både øvelser og rute er planlagt, så kroppen bliver udfordret på en måde, hvor alle kan være med på deres eget niveau.
Jørgen Busch har arbejdet med idræt i 40 år, og som naturtræner er han optaget af, at træningen skal kunne mærkes i hverdagen.
”Jeg glæder mig til at lave tilpasset træning, så deltagerne kan forbedre deres situation og komme ud af nogle af smerterne gennem træning,” siger Jørgen Busch.
Men det handler ikke kun om øvelserne. For Jørgen er fællesskabet en vigtig del af naturtræningen – både fordi det giver glæde, og fordi det kan gøre det lettere at holde fast i bevægelsen.
”Det giver mig en glæde, at nogen får noget ud af det. Jeg er helt overbevist om, at deltagerne får en bedre livskvalitet. Vi får noget trivsel – et fællesskab,” siger han.
Den perfekte træningsmakker
Naturen forandrer sig fra uge til uge og byder hele tiden på nye oplevelser og udfordringer.
En fældet træstamme kan bruges til at træne balancen, en tur op ad en bakke styrker anklerne og får pulsen op, og en træstub kan gøre det ud for en stepbænk. Træningen kan også være en stille vandring eller en rask gåtur, alt efter hvad der passer til deltagerne.
Samtidig giver træningen frisk luft, naturoplevelser og mulighed for at være aktiv sammen med andre.
En undersøgelse blandt tidligere deltagere på Gigtforeningens naturtræningshold viser flere positive effekter af træningen. Især deltagere med smerter og nedsat bevægelighed oplever både lindring og stor glæde ved at træne sammen med andre i naturen.
Du kan stadig nå at være med på efterårsholdet – læs mere og tilmeld dig på https://gigtforeningen.nemtilmeld.dk/1044/