Et ældre ægtepar i Helsingør blev for nylig ofre for kontaktbedrageri, hvor de blev franarret både smykker og kontanter. Parret blev kontaktet telefonisk af en person, der præsenterede sig som "Sebastian Hansen" og udgav sig for at være fra deres bank. Personen hævdede, at der var problemer med ægteparrets bankkort og informerede dem om, at en repræsentant fra banken ville komme for at afhente kortet.
Kort efter dukkede en person op på deres adresse og præsenterede sig som "Jesper Andersen". Personen blev lukket ind i lejligheden, hvor han fik udleveret parrets bankkort og koder, samt et større beløb i kontanter og en del smykker. Personen sagde, at han skulle veje smykkerne i sin bil, men vendte aldrig tilbage.
Efterfølgende blev der hævet et større beløb fra ægteparrets konti. Personen beskrives som dansk af udseende, ca. 175-180 cm høj, 35-40 år gammel, med kort mørkt hår og fuldskæg. Han var iført en sort sweater og mørke bukser.