Blev franarret dankort og pinkode

dato

Tirsdag formiddag anmeldte en 74-årig kvinde, at hun eftermiddagen forinden var blevet kontaktet telefonisk af en kvinde, som havde udgivet sig for at være fra en bank og fortalte, at der var blevet hævet et større beløb fra kvindens konto. Efterfølgende mødte en mand op på den 74-åriges adresse, hvor han fik udleveret hendes dankort og pinkode. Manden beskrives som dansk af udseende, 20-25 år, 170 cm høj, spinkel af bygning, lys i huden med lyst hår. Han var iført sort trøje, sorte bukser, hjelm eller hætte og bar maske for mund og næse. 

Nordsjællands Politi opfordrer til, at man aldrig udleverer oplysninger om sin bankkonto, betalingskort eller pinkode i telefonen. Bliver man ringet op af en person, som udgiver sig for at være fra banken, bør man bede om vedkommendes navn og ringe tilbage til bankens officielle telefonnummer for at sikre sig, at der ikke er tale om forsøg på svindel.

Kilde: Nordsjællands Politi