Nordsjællands Politi: Nyt fra Helsingør - fredag den 10. juli

dato

Helsingør er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Kørsel uden førerret, Hillerødvej

Klokken 08.42 blev en 25-årig mandlig bilist fra Gilleleje standset og kontrolleret på Hillerødvej. Her viste det sig, at han ikke besad retten til at køre bil, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.

Indbrud i forretning, Gentofte

Klokken 09.20 blev det anmeldt fra Gentofte Blomster, at der imellem onsdag klokken 17.30 og torsdag klokken 09.00 havde været indbrud, idet hoveddøren var blevet sparket ind, hvorefter der var blevet stjålet en meget lille mængde kontanter.

Indbrud i kolonihavehuse, Lyngby

Klokken 13.21 og 13.34 indløb der to anmeldelser fra Hf. Ermelund, idet der havde været indbrud i to kolonihavehuse i Hf. Ermelund imellem onsdag klokken 14.30 og torsdag klokken 13.00. Fra det ene kolonihavehus var der blevet stjålet en del drikkevarer, mens de eventuelle tyvekoster fra det andet indbrud endnu ikke var opgjort på tidspunktet for anmeldelsen.

Lovgivning om euforiserende stoffer, Espergærde

Klokken 16.59 var en patrulje forbi Circle K på Hovvej. Patruljen blev bemærket af personerne i en bil holdende ved tankstationen, som af den årsag smed en jointlignende genstand ud af vinduet. Dét blev dog også bemærket af patruljen, som visiterede personerne i bilen. På den ene passager, en 36-årig mand fra Helsingør, blev der i den forbindelse fundet en mindre mængde hash, og han blev derfor sigtet for forholdet. 

Ved den efterfølgende ransagning af køretøjet blev der desuden fundet en moderat mængde hash, og derfor blev føreren, en 36-årig mand uden fast adresse, sigtet for det forhold.

Indbrud i restaurant, Hillerød

Klokken 17.49 blev det anmeldt fra Halifax, at der imellem onsdag klokken 22.00 og torsdag klokken 10.00 havde været indbrud. Her havde en eller flere ukendte gerningsmænd opbrudt en kælderdør, hvorfra de blandt andet havde stjålet en lille mængde kontanter.

Kørsel i narkopåvirket tilstand, Slangerup

Klokken 18.47 blev en 21-årig mandlig bilist fra Slangerup standset og kontrolleret nær Københavnsvej. Her fik han narkometeret til at slå ud, ligesom der også blev fundet en mindre mængde ketamin på hans person, hvorfor han blev sigtet for begge forhold og taget med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå hans eventuelle påvirkningsgrad.

Vold, Farum

Omkring klokken 19.15 anmeldte to mænd uafhængigt af hinanden, at de netop havde været vidner til vold begået af en større gruppe unge mænd mod en enkelt ung mand nær Kumbelhaven. Politi og sundhedsvæsen blev sendt til stedet, hvor en 15-årig groggy ung mand fra Farum blev behandlet og derefter kørt på skadestuen. Nordsjællands Politi har ikke yderligere oplysninger om den 15-åriges tilstand.

Politiet runderede efterfølgende i området, hvor en del unge mænd blev antruffet og registreret, og Nordsjællands Politi skal nu efterforske videre på sagen og blandt andet prøve at finde frem til, om nogle af de antrufne har forbindelse til hændelsen.

 

Ung kvinde udsat for vold og røveri, Klampenborg

Klokken 20.46 indløb der anmeldelse om, at en 17-årig ung kvinde fra Frederiksberg mellem klokken 19.50 og 20.10 var blevet udsat for røveri og vold ved Dyrehavsbakken af en 25-årig mand fra København, som hun kendte perifert. Den 25-årig mand havde henvendt sig til kvinden på Bakken og bedt hende følge med ham til Nisseskoven nærved. Her havde den 25-årige frarøvet kvinden hendes telefon og i den forbindelse sparket hende i maven. Da hun prøvede at få sin telefon igen, havde han slået hende med knytnæve i ansigtet, hvorefter han forlod stedet.

Den 25-årige mand blev efterfølgende udfundet på en adresse i København, hvor han blev anholdt og sigtet for forholdene. Han fremstilles i dag i grundlovsforhold ved Retten i Lyngby klokken 11.00.

Gadeuorden, Birkerød

Klokken 20.50 blev det anmeldt, at en større gruppe unge drenge skabte uro nær Hovedgaden ved at råbe af forbipasserende og ruske i nogle stilladser på stedet. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf flere unge mænd. Deres generalia blev registreret, og de blev bedt om at forholde sig i ro eller forlade stedet, hvilket de efterkom.

Besiddelse af stoffer, Kokkedal

På parkeringspladsen ud for Egedalsvænge blev der klokken 21.05 fundet en mindre mængde hash i en parkeret bil. Kort efter kom brugeren af bilen, en 23-årig mand fra Kokkedal, til stedet, hvor han blev sigtet for forholdet.

Lyd fra udstødningsrør lød som skud, Værløse

Klokken 22.40 indløb der anmeldelse om, at der muligvis var blevet afgivet skud mellem to biler, som kørte på Hillerødmotorvejen i sydgående retning nær Farum, idet der hørtes to-tre høje lyde og sås ild ved bagenden af det ene køretøj. Ligeledes var en person set hænge ud af vinduet med en genstand i hånden.

Patruljer kørte mod stedet og udfandt et køretøj svarende til beskrivelsen på den ene bil fra anmeldelsen. Her traf patruljerne tre mænd, som kunne berette, at de havde kørt og filmet deres kammerater i en anden bil, hvorfra udstødningsrøret havde givet flere brag fra sig. Mændene kunne også dokumentere dette via videooptagelsen.

I forbindelse med henvendelsen til de tre mænd, blev den ene, en 23-årig fra Lyngby, fundet i besiddelse af en peberspray, hvilket han blev sigtet for. 

Hærværk, Kvistgård

Mellem klokken 20.00 og 23.00 blev der forøvet hærværk med en bil, som holdt parkeret på Hornbækvej, idet alle ruder, forlygter og spejle på bilen blev knust, ligesom der var ridser hele vejen rundt om bilen, og luften var blevet lukket ud af dækkene.

Indbrud i kiosk, Hørsholm

Der indløb klokken 02.57 anmeldelse om, at der havde været indbrud i en kiosk på Ådalsparkvej mellem torsdag klokken 19.00 og fredag klokken 02.47. Et vindue ind til kiosken blev opbrudt, formentlig med koben, men der blev ikke umiddelbart stjålet noget fra stedet.

Tyveri fra biler, Hillerød

Klokken 06.08 blev det anmeldt, at der mellem torsdag klokken 18.00 og fredag klokken 06.05 var blevet smadret en siderude i en bil, der holdt parkeret på Granbakken. Fra bilen blev der stjålet en taske.

Også på Tamsborgvej blev ruden i en bil knust i løbet af natten, her var det dog bagruden, det gik ud over. Fra bilen blev der her stjålet en computer.

 
Kilde: Nordsjællands Politi