Nordsjællands Politi: Nyt fra Helsingør - fredag den 12. juni

dato

Helsingør er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Kørsel uden førerret, Helsingør

Klokken 07.24 blev en 20-årig mandlig bilist fra Helsingør standset og kontrolleret på Gurrevej. Her viste det sig, at han sad bag rattet, trods han var idømt et kørselsforbud, og han blev derfor sigtet for forholdet.

Hærværk, Snekkersten

Klokken 11.11 blev det anmeldt, at der imellem onsdag klokken 12.30 og torsdag klokken 09.00 var blevet udøvet hærværk på fire ruder i glasventesalen ved spor 2 i nordgående retning, idet der var kastet sten på ruderne, så de nu alle havde stenslag og muligvis var ved at splintre.

Beredskabsloven, Holte

Klokken 12.51 blev det anmeldt, at der var brand i en busk, der stod op af et skur på Dronninggårds Allé. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, og branden blev hurtigt slukket. Det viste sig, at branden var opstået i forbindelse med brug af en ukrudtsbrænder, og brugeren blev derfor sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.

Indbrud i lager, Gilleleje

Klokken 15.00 blev det anmeldt fra Bistro no 3, at der imellem onsdag klokken 23.00 og torsdag klokken 13.00 havde været indbrud på lageret, hvorfra der var blevet stjålet en støvsuger og rosévin.

 

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

På Lyngby Hovedgade skete der klokken 15.59 et færdselsuheld. Part 1, en 54-årig mandlig bilist fra Søborg, holdt i højre svingbane og ville fortage en U-vending mod venstre. Idet han foretog U-vendingen, blev han påkørt af part 2, 33-årig kvindelig bilist fra Skævinge, som kom kørende af Lyngby Hovedgade.

Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade, men vejen var grundet bilernes placering spærret i en periode, indtil de kunne fjernes fra stedet. 

Part 1 blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af færdselsloven, idet han ikke havde orienteret sig, inden han foretog U-vendingen.

 

Unge piger på tag, Græsted

Klokken 16.14 blev det anmeldt, at tre unge mennesker befandt sig på taget af Gribskovhallen, hvor der i forvejen var noget tagarbejde. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf tre 13-årige piger, som passede på beskrivelsen fra anmeldelsen. Patruljen tog en adfærdsregulerende samtale med dem samt med deres forældre, grundet deres unge alder.

 

Parkeringskonflikt, Dronningmølle

Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 16.23 kom en 29-årig kvindelig bilist fra Helsingør kort forinden i konflikt med føreren af en sølvgrå bil over noget parkering ved Netto på Dr. Mølle Strandvej. Føreren af bilen steg herefter ud af sin bil og overfalde kvinden verbalt, inden han skubbede hende til hende med sin mave og skulder og forlod stedet.

Føreren af bilen beskrives som: mand, dansk af udseende, 50-55 år, ca. 190 cm, kraftig af bygning, hvid i huden med brunt kort hår og måne. Iført hvid trøje, arbejdsskjorte og mørkegrønne busker. Medbragte mobiltelefon. Talte dansk. 

 

Sigtet for besiddelse af samuraisværd, Helsinge

Klokken 17.32 standsede en patrulje en 21-årig mandlig bilist fra Frederiksværk på Gribskovvej. På forespørgsel kunne han ikke fremvise et gyldigt kørekort, da han havde kørselsforbud, og han blev derfor sigtet for at køre bil desuagtet. Patruljen fandt samtidig den 21-årige i besiddelse af to samuraisværd, en kniv samt en økse, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven.

 

Besiddelse af stoffer, Helsingør

Ved 10. klassescentret på Rasmus Knudsens Vej traf en patrulje klokken 18.10 tre unge mennesker. To af dem, en 18-årig mand fra Helsingør og en 19-årig kvinde fra Espergærde, blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, hvorfor de begge blev sigtet for forholdene.

 

Anmeldelse om ræs, Frederikssund

I industrikvarteret på Centervej blev der ifølge flere anmeldelser kørt ræs og spillet meget høj musik omkring klokken 21.15. En patrulje kørte til stedet, hvor de dog ikke kunne konstatere noget om forholdet. Fem personer fordelt i to biler blev truffet på stedet, men det var ikke muligt at knytte dem til hændelsen.

 

Overfaldet ved tankstation, Rungsted Kyst

Klokken 23.40 blev det anmeldt, at en 19-årig ung mand fra Humlebæk blev overfaldet af en person på Circle K på Rungsted Strandvej. Den 19-årige havde siddet og ventet i sin vens bil, da en fremmed mand henvendte sig og hev ham ud af bilen og begyndte at sparke og slå ham. Den 19-årige flygtede herefter ind i butikken, men gerningsmanden fulgte efter og fortsatte overfaldet ved blandt andet at slå den unge mand flere gange i ansigtet samt gøre udfald mod ham med en hobbykniv. Derpå forlod gerningsmanden stedet sammen med en anden mand og kvinde i en sølvgrå eller hvid Volkswagen Golf i nordgående retning ad Rungsted Strandvej.

Patruljer kørte til området og ledte efter gerningsmanden og dennes køretøj, som dog ikke var mulig at udfinde.

Gerningsmanden beskrives som: mellemøstlig af udseende, 20-30 år, 170-180 cm, kraftig af bygning, brun i huden og med kort sort hår. Iført sort trøje, sorte shorts og hvide sko med sorte snørebånd. Talte dansk.

 

Unge mænd på stillads, Nærum

På Nærumvænge Torv ved Menu blev to unge mænd ifølge en anmeldelse set kravle rundt på et stillads klokken 00.31, hvor de lyste med lygter. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf to mænd på 19 og 20 år fra området, som de fik en alvorlig samtale med omkring deres opførsel.

 

Mand befamlede ung kvinde, Kgs. Lyngby

En 18-årig kvinde fra Kgs. Lyngby anmeldte klokken 02.50, at hun omkring klokken 02.15 kom gående nord ad Trongårdsparken, da en mand passede hende op og begyndte at befamle hende på hofter, balder og ryg samt forsøgte at lyne lynlåsen i hendes bukser ned. Den unge kvinde løb fra stedet og slap fra manden.

Patruljer kørte til stedet og afsøgte området med hund, men det var ikke muligt at udfinde gerningsmanden.

Manden beskrives som: mellemøstlig af udseende, 25-35 år, 165-175 cm, brun i huden med sort kort hår. Iført mørkt tøj, hvide Adidas-sko og sorte handsker. Medbragte mørk knallert og sort hjelm. Talte dansk med accent.

 

Brand, Gilleleje

Det blev klokken 03.43 anmeldt, at der var brand i en stald med halm på Hillerødvejen. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor branden hurtigt blev slukket, således at den kun fik fat i halmen og ikke selve bygningen. 

Brandårsagen er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ukendt.

 

Indbrud på skole, Frederikssund

Klokken 06.45 blev det anmeldt, at der mellem torsdag klokken 22.30 og fredag klokken 05.30 var indbrud på Falkenborgskolen, idet flere døre blev sparket ind. Eventuelle stjålne genstande er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse endnu ikke opgjort.

 

Indbrud i privat beboelse anmeldt den 11. - 12. juni 2020 i Nordsjællands politikreds

Kilde: Nordsjællands Politi