Helsingør er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Færdselsuheld, Hørsholm
Klokken 08.06 skete der et færdselsuheld i krydset Rungstedvej/Kammerrådensvej, da en varebil ført af en 66-årig mandlig bilist fra Søborg med 40-50 km/t bagfra kørte op i en personbil ført af en 45-årig kvinde fra Kokkedal, der holdt for rødt i krydset.
Politi og ambulance blev sendt til stedet, hvor kvinden meldte om smerter i nakken, hvorfor hun blev kørt til kontrol på skadestuen.
Manden blev efterfølgende sigtet efter færdselslovens bestemmelser.
Færdselsuheld, Hornbæk
Klokken 08.58 skete der et færdselsuheld ved Svinggårdsvej/Havrevangsvej. En 77-årig mandlig bilist fra Hornbæk kørte ad Svinggårdsvej i østlig retning og skulle svinge til venstre ad Havrevangsvej, hvorved der skete sammenstød med en 79-årig mandlig cyklist fra Hornbæk. Cyklisten var umiddelbart kommet en smule til skade, hvorfor han blev kørt på hospitalet til observation, mens bilisten blev sigtet efter færdselslovens bestemmelser om ikke at have udvist agtpågivenhed.
Brand, Ølstykke
Klokken 10.06 blev det anmeldt, at det brændte på Erantisvej.
Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor det kunne konstateres, at der var ild i en hæk. Branden blev hurtigt slukket, og en mand på stedet blev sigtet efter beredskabsloven, da branden skyldtes brug af en ukrudtsbrænder.
Mistænkeligt forhold, Hørsholm
Klokken 11.38 anmeldte en beboer på Ved Åbredden, at hun 10 minutters tid forinden havde taget kontakt til en fremmed mand, der stod og kiggede mistænkeligt ind i naboens have. Beboeren havde henvendt sig til manden og på engelsk spurgt, om der var noget, hun kunne hjælpe med, men han svarede, at han kun kunne fransk, hvorefter han gik fra stedet. En anden beboer fra området henvendte sig efterfølgende til kvinden og fortalte, at den fremmede mand havde kigget nysgerrigt ind i flere haver i området.
Den fremmede mand beskrives af anmelder som: Mand, østeuropæisk af udseende, 30-35 år, 180 cm, spinkel af bygning, hvid i huden, med sort mellemlangt hår. Yderligere kendetegn: Aknear i ansigtet. Talte angiveligt fransk. Iført: Grå t-shirt, grålige jeans med masser af huller. Medbragte telefon, som han gik og talte i.
Kørsel i frakendelsestiden, Helsingør
Klokken 13.47 blev en 26-årig mandlig bilist fra Gentofte kontrolleret på p-pladsen foran JYSK ved Prøvestenscenteret. Her viste det sig, at han havde sat sig bag rattet i en bil, selvom han var blevet frakendt førerretten og stadig var i frakendelsestiden, hvorfor han blev sigtet for forholdet.
Brand, Charlottenlund og Gentofte
Klokken 14.52 indløb der anmeldelse om, at der var brand i en forladt bygning på Kavalergården. Fem eller seks personer var set på stedet kort forinden, og der var mistanke til, at disse havde brudt ind i bygningen. Patruljer kørte til stedet, hvor de skaffede sig adgang til bygningen og fik stoppet branden, inden den udviklede sig. Nordsjællands Politi arbejder ud fra en teori om, at branden er startet ved antændelse af nogle bildæk på stedet, og at der formentlig er tale om brandstiftelse. Klokken 03.55 blev det anmeldt, at der var brand i noget flamingo på paller foran et murværk på Smakkegårdsvej. Patruljer kørte til stedet, hvor de hurtigt fik slukket branden. Det formodes, at branden var påsat, idet en person i grå hættetrøje blev set forlade stedet kort før, at branden opstod.Igen klokken 05.32 indløb der anmeldelse om, at der var brand i en avisholder på Charlottenlund Stationsplads. På stedet blev nogle unge drenge set forud for branden. En patrulje kørte til stedet, hvor branden blev slukket.
Også denne brand formodes at være blevet påsat, og Nordsjællands Politi kan ikke afvise, at de tre hændelser er relateret til hinanden.
Spirituskørsel, Farum
En patrulje standsede klokken 17.39 en 61-årig kvindelig bilist fra Herlev på Hillerødmotorvejen i sydgående retning. Her viste et alkometer, at hun formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte, og hun blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. Hun blev efterfølgende kørt til hospitalet for at få udtaget en blodprøve, som skal fastslå hendes eventuelle præcise promillegrad.Besiddelse af stoffer, Helsingør
På parkeringspladsen på Nordvej blev en 20-årig mand fra Helsingør klokken 18.20 af en patrulje fundet i besiddelse af en tændt joint, og han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.Værktøj stjålet fra varebil, Gentofte
Klokken 18.35 indløb der anmeldelse om, at der mellem onsdag klokken 17.00 og torsdag klokken 07.00 var sket tyveri fra en varebil, som holdt parkeret på Toftekærsvej. Trekantsruden i førerdøren var blevet knust, og fra bilen blev der stjålet en del el-værktøj.Kørsel uden førerret, Frederikssund
På Askelundsvej blev en 21-årig mandlig bilist fra Frederikssund standset af en patrulje klokken 21.03. Han kunne ved forespørgsel ikke fremvise et gyldigt kørekort, da han havde kørselsforbud, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.Spiste på restaurant, men kunne ikke betale, Hørsholm
Klokken 21.22 blev det anmeldt, at en mand havde indfundet sig på Mizumi Sushi på Hovedgaden, hvor han havde spist mad for ca. 350 kroner. Han kunne dog ikke betale for maden, da han blev bedt om dette, og han blev derfor tilbageholdt af personalet på stedet. En patrulje kørte dertil, hvor manden, en 43-årig fra Hillerød, blev sigtet for forholdet.Brand i skraldespand, Vejby
Klokken 23.26 blev det anmeldt, at der havde været brand i en skraldespand på Vejby Station, og at nogle unge drenge var blevet set i umiddelbar nærhed af skraldespanden kort forinden. En patrulje runderede i området, men det var ikke umiddelbart muligt at udfinde nogen personer, som kunne knyttes til hændelsen.Indbrud på skole, Humlebæk
Klokken 07.00 blev det anmeldt, at der mellem torsdag klokken 15.00 og fredag klokken 07.00 blev begået indbrud i værkstedsbygningen på Langebjergskolen. Gerningsmændene kom ind ved at opbryde en dør, formentlig med koben, og fra stedet blev der stålet en større mængde værktøj.Indbrud i privat beboelse anmeldt den 28. - 29. maj 2020 i Nordsjællands politikreds