Nordsjællands Politi: Nyt fra Helsingør - torsdag den 1. oktober

dato

Helsingør er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Spirituskørsel og kørsel uden førerret, Græsted

Klokken 12.20 blev en 56-årig mandlig traktorfører fra Græsted standset og kontrolleret på Præstevej. Her viste det sig, at han var frakendt kørekortet, ligesom han fik alkometeret til at slå ud. Han fik derfor to sigtelser, ligesom han blev kørt med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle promille.

Butikstyveri, Kongens Lyngby

Klokken 12.19 anmeldte personalet fra Magasin, at de havde snuppet en butikstyv, der havde forsøgt at stjæle parfumer for cirka 1800 kroner. Da manden var udenlandsk statsborger, blev en patrulje sendt til stedet, hvor en 29-årig mand blev sigtet for forholdet.

Butikstyveri, Helsingør

Klokken 13.55 blev det anmeldt fra Kvickly i Stjernegade, at de stod med en butikstyv, der havde forsøgt at stjæle to energidrikke. Da butikstyven var under 18 år gammel, blev en patrulje sendt til stedet, hvor en 17-årig mand blev sigtet for butikstyveri. På baggrund af hans unge alder blev de relevante voksne samt myndigheder desuden underrettet om forholdet.

Kørsel uden førerret, Hørsholm

Klokken 14.16 blev det anmeldt, at der var sket et solo-færdselsuheld bag Hørsholm Midtpunkt, idet en kvinde havde påkørt P-huset i relativt høj fart, hvilket havde medført stor materiel skade på bilen. En patrulje blev sendt til stedet for at optage rapport, og i den forbindelse blev føreren, en 50-årig kvinde fra Hørsholm, sigtet for kørsel uden førerret.

Vold, Hillerød

Klokken 15.10 blev det anmeldt via 112, at en mand var blevet stukket i den ene balde med en kniv på Helsingørsgade. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor en 16-årig mand modtog behandling på stedet, inden han blev kørt til hospitalet for yderligere behandling. 

Politiet har sidenhen talt med flere vidner, og på baggrund af disses udsagn følger her et signalement af de to formodede gerningsmænd:

A: Ung mand, 180-185 cm høj, spinkel af bygning, brun i huden, talte dansk med accent. Medbragte kniven.
B: Ung mand, 190-195 cm høj, spinkel af bygning, brun i huden.

Af hensyn til efterforskningen har Nordsjællands Politi på nuværende tidspunkt ingen yderligere kommentarer til det eventuelle motiv.

Hvis du har information med relevans for sagen, kan du kontakte Nordsjællands Politi på telefon 114.

 

Optræk til ballade, Jægerspris

Omkring klokken 16.30 indløb der en anmeldelse om, at der muligvis var optræk til ballade mellem en gruppe unge drenge ved en parkeringsplads på Møllevej nær Netto og SuperBrugsen. Patruljer kørte dertil, hvor de fik en snak med nogle unge drenge om deres opførsel, ligesom drengenes generalia blev registreret, inden de blev sendt væk fra stedet.

Butikstyveri, Kgs. Lyngby

En butiksdetektiv bemærkede klokken 15.50 en mand, som i Thiele i Lyngby Storcenter tog et par solbriller ned fra en hylde, hvorefter han tog dem på og forlod butikken uden at betale. Manden, en 27-årig, blev derefter tilbageholdt, og idet han var udenlandsk statsborger, blev en patrulje sendt til stedet, hvor de sigtede ham for butikstyveri.

Sigtet for ikke at bruge mundbind på restaurant, Hillerød

Klokken 17.05 førte en patrulje i forbindelse med Covid-19-restriktionerne tilsyn med et pizzeria i Hillerød for at undersøge, om kravet om brug af mundbind blev overholdt. Det viste sig ikke at være tilfældet, idet tre medarbejdere på stedet ikke havde mundbind på ved patruljens ankomst, og de blev derfor alle tre sigtet for forholdet.

 

Siget for ikke at bære mundbind, Helsingør

En patrulje førte i forbindelse med Covid-19-restriktionerne omkring klokken 18 tilsyn ved færgeterminalen i Helsingør Havn. Her traf de på landgangen en 50-årig svensk mand, som ikke bar mundbind, og han blev vejledt om at iføre sig et sådant, hvilket han i første omgang efterkom. Da patruljen kort efter traf manden igen, havde han dog taget mundbindet af, og han blev derfor sigtet for ikke at bære mundbind, hvor dette var påkrævet.

 

Færdselsuheld, Helsingør

En 15-årig mandlig knallertfører fra Helsingør kom klokken 20.31 kørende i vestlig retning ad Esrumvej, hvor han i forbindelse med et venstresving påkørte en 51-årig mandlig cyklist fra Helsingør, som skulle krydse Esrumvej. Den 51-årige cyklist blev efterfølgende kørt på hospitalet med et muligt brækket kraveben.

Mistænkeligt forhold, Vedbæk

Klokken 20.41 opdagede en 57-årig kvindelig beboer på Viekær, at to mørkklædte mænd befandt sig i hendes have. Da de to mænd fandt ud af, at de var blevet opdaget, flygtede de i retning mod Trrød Torv. Patruljer med hund kørte til området, hvor de søgte efter de to mænd, som dog ikke blev udfundet.

Narkokørsel, Gentofte

På Jægersborgvej blev en 20-årig mandlig bilist fra Virum klokken 00.49 standset af en patrulje. Et narkometer viste, at han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Han modtog ligeledes en sigtelse for kørsel uden førerret, da han ikke havde erhvervet sig denne.

Der venter nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring førerens eventuelle påvirkning af euforiserende stoffer.

Indbrud på Falck-station, Helsinge

På Falck-stationen på Frederiksborgvej blev der klokken 00.55 begået indbrud, da ukendte gerningsmænd tiltvang sig adgang gennem en dør og fra stedet stjal medicin. Patruljer med hund kørte til området, hvor der blev søgt efter gerningsmændene, som det dog ikke var muligt at udfinde.

Narkokørsel, Helsinge

En 20-årig mandlig bilist fra Helsinge blev klokken 01.04 standset på Hillerødmotorvejens forlængelse. Her viste et narkometer, at han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel.

En 19-årig mand fra Helsinge, der var med som passager i bilen, blev ved hændelsen sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da der blev fundet en mindre mængde hash i hans besiddelse i forbindelse med ransagning.

Den 20-årige bilist fik efterfølgende udtaget en blodprøve med henblik på at fastslå de præcise omstændigheder omkring hans eventuelle narkopåvirkning.

Mistænkeligt forhold, Værløse

Klokken 02.26 vågnede en 54-årig kvindelig beboer på Vesterbo ved, at en person befandt sig i hendes have, hvor vedkommende var i gang med at sparke et hegn ned. Patruljer kørte til sted, hvor den fremmede person i mellemtiden var forsvundet. Der blev med hund søgt i området, men det var ikke umiddelbart muligt at udfinde nogen, som kunne sættes i forbindelse med hændelsen.

 

Indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt den 30. september - 1. oktober 2020

 
Kilde: Nordsjællands Politi