Helsingør er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Tyveri fra varebiler, flere steder
Mellem fredag den 18. december klokken 16.00 og mandag den 4. januar klokken 7.00 blev der skåret hul i sidedøren på en varebil, som holdt parkeret på Toftebæksvej i Kgs. Lyngby. Fra varebilen blev der stjålet elektrisk værktøj.
Bagdøren til en varebil, som holdt parkeret på Gefionsvej i Helsingør, blev mellem onsdag klokken 15.00 og mandag klokken 06.30 brudt op, så ukendte gerningspersoner fik adgang til varebilens varerum. På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse foreligger der endnu ikke oplysninger om eventuelle stjålne genstande.
Fra en varebil, som holdt parkeret på Færgevej i Frederikssund mellem søndag klokken 20.00 og mandag klokken 06.30, blev der stjålet håndværktøj og elektrisk værktøj. Ukendte gerningspersoner tiltvang sig adgang til varebilen ved at afliste bagruden.
Ukendte gerningspersoner skaffede sig mellem mandag den 28. december klokken 23.59 og mandag den 4. januar klokken 10.00 adgang til en varebil, som holdt parkeret på Grønnevang i Gilleleje, ved at opbryde en siderude i bilen. Fra varebilen blev der stjålet elektrisk værktøj.
Mellem torsdag klokken 15.00 og mandag klokken 11.00 tiltvang ukendte gerningspersoner sig adgang til en varebil, som holdt parkeret på Møllevej i Frederikssund, ved at afliste bagruden. Fra varebilen blev der stjålet elektrisk værktøj.
Fra en varebil, som holdt parkeret på Belvederevej i Helsingør mellem torsdag klokken 13.00 og søndag klokken 11.00, blev der stjålet elektrisk værktøj. Ukendte gerningspersoner skaffede sig adgang til bilen ved at opbryde låsen i bilens dør.
Indbrud i skole, Skibby
Klokken 08.38 blev det anmeldt, at der havde været indbrud i Fjordlandsskolen afd. Skibby på Selsøvej, idet ukendte gerningspersoner havde foretaget indstigning på stedet via et opbrudt vindue. Fra stedet blev der stjålet flere computere.
Klokken 13.01 modtog Nordsjællands Politi information om, at de stjålne computere var blevet fundet pakket ned i to kasser nær ved gerningsstedet.
Forsøg på indbrud i skole, Humlebæk
Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 09.52, forsøgte ukendte gerningspersoner mellem tirsdag den 22. december klokken 15.00 og lørdag den 2. januar klokken 15.00 at bryde ind i Humlebæk Skole på Baunebjergvej ved at knuse ruden ind til et computerrum. Der var dog ikke sket indstigning på stedet, da der bag ruden var opsat jerntremmer, som ikke kunne opbrydes.
Tyveri fra personbil, Rungsted Kyst
En 34-årig mand anmeldte klokken 09.53, at der via overvågning kunne ses en ukendt person, som klokken 05.15 foretog indstigning i den 34-årige mands bil, som holdt parkeret på Strandvænget. Fra bilen blev der stjålet en møntholder, kontanter og en lommelygte.
Den ukendte gerningsperson kom til stedet som passager i en Ford Focus stationcar og var iført en hvid hætte.
Hærværk, Skibby
Mellem torsdag klokken 12.00 og mandag klokken 06.45 blev et juletræ, som stod ved Børnehuset Solstrålen Skuldelev på Sølvkærvej, antændt, så det brændte ned. Herved antændtes også plastikkrukken, som juletræet var placeret i, hvorefter krukken smeltede ned over fliserne.
Indbrud i værksted, Frederikssund
Mellem lørdag klokken 17.00 og mandag klokken 11.00 blev en rude ind til et værksted i Marbæk Lystbådehavn brudt op med koben. Fra stedet blev der stjålet elektrisk værktøj.
Butikstyveri, Helsingør
Klokken 12.25 blev det anmeldt, at en butikstyv blev tilbageholdt i Føtex på Stürups Plads, idet han havde stjålet vin og chokolade fra butikken, men at manden ikke ville oplyse sit navn. En patrulje kørte derfor til butikken, hvor de traf en 33-årig mand fra Helsingør, som de sigtede for butikstyveri.
Tyveri fra kontor, Holte
Det blev klokken 12.33 anmeldt, at en mand netop havde stjålet en minkpels fra et kontor på Holte Stationsvej. Anmelderen, en 33-årig mand, eftersatte den formodede gerningsmand til fods, hvor han efter at være blevet indhentet smed pelsen fra sig. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf anmelderen samt en 40-årig mand fra Holte, som blev sigtet for tyveri af pelsen.
Drenge fandt kanonslag, Skævinge
Klokken 14.04 blev det anmeldt, at nogle drenge havde fundet et hjemmelavet kanonslag på Strædet. Hærens ammunitionsrydningstjeneste blev kontaktet for at vurdere kanonslaget, og de kørte efterfølgende til stedet, hvor de tog kanonslaget med med henblik på destruktion.
Indbrud i skole, Espergærde
Klokken 14.36 blev det anmeldt, at der mellem torsdag klokken 22.30 og fredag klokken 01.00 var indbrud i Tibberup Skole på Idrætsvej. Ukendte gerningspersoner tiltvang sig adgang til skolen ved at knuste to vinduer ind til et it-rum. Fra stedet blev der stjålet et større antal computere og projektorer.
Færdselsuheld, Stenløse
På Frederikssundsvej skete der klokken 15.23 et færdselsuheld. Part 1, en 42-årig kvindelig bilist fra Veksø, kom kørende ad Frederikssundsvej i sydøstlig retning, hvor hun foretog et venstresving i krydset ved Søsumvej. Samtidig kom part 2, en 61-årig kvindelig bilist fra Ølstykke, kørende i norvestlig retning ad Frederikssundsvej, og idet part 1 ikke overholdt sin ubetingede vigepligt i krydset, påkørte de to parter hinanden frontalt.
Part 2 fik ved uheldet mindre skader, hvorfor hun med ambulance blev kørt til hospitalet for behandling.
Grundet bilernes placering måtte patruljer i en periode dirigere trafikken på stedet, så der ikke opstod farlige situationer, mens der blev ryddet op efter uheldet.
Part 1 blev efterfølgende sigtet for ikke at have overholdt sin ubetingede vigepligt.