Helsingør er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Færdselsuheld, Vedbæk
Anmeldelse kl. 8.25 om at en 24-årig mand fra Vedbæk kørte ad Gøngehusvej mod øst i Vedbæk, hvor en 25-årig kvinde var ved at gå over fodgængerfeltet i samme retning i krydset Gøngehusvej/Langhaven. Den 24-årige mand skulle dreje til højre mod syd mod Langhaven i krydset og overså kvinden, så han påkørte hende i fodgængerfeltet. Ingen melding om materielskade eller personskade.
Hjemmelavet parkeringsforbudt skilt, Helsingør
Anmeldelse kl 9.10 om, at der på Havnegade i Helsingør holde ren bil og spærrer for indkørsel, og hvor der samtidigt var skiltet med parkering forbudt. En patrulje på stedet konstaterer, at der er tale om et hjemmelavet parkeringsforbudt skilt, der er printet i A4-format, lamineret og sat op på plankeværket. Bilen hindrede desuden ikke, at man kunne køre ind og ud på stedet. Intet grundlag for p-afgift.
Brand i vildmarksspa, Jægerspris
Kl. 9.16 var der opstået brand i en vildmarksspa på Fælledvej i Jægerspris. Branden havde spredt sig til terrassen. En patrulje og en nabo forsøgte at slukke branden ved hjælp af brandslukker og vand fra vandslange indtil brandvæsnet kom og overtog slukningen af branden. Kl. 10.23 meldes branden slukket.
Hund afslører mulig narkokørsel, Farum
En 29-årig mand fra Valby kom kl. 16.54 kørende ad Hillerød Motorvejen i nordgående retning, da hans hund pludselig bliver urolig, og hopper op på hans arm. Manden mister derfor herredømmet over bilen, og slingrer, og kører ind i autoværnet. I bilen blev der herefter fundet euforiserende stoffer, og manden blev sigtet for at køre bil i narkopåvirket tilstand. Han blev herefter bragt til nærmeste hospital for blodprøveudtagning.
Butikstyveri, Kgs. Lyngby
En dreng og en pige på 15 år fra henholdsvis Gentofte og Charlottenlund blev kl. 17.20 sigtet for at have stjålet kosmetik for et større beløb i Magasins kosmetikafdeling på Lyngby Hovedgade.
Førte køretøj uden førerret, Hellerup
En 24-årig mand med ukendt adresse blev søndag kl. 23.30 stoppet på Sankt Lukas Vej i Hellerup. Her viste det sig, at han var frakendt førerretten.