Helsingør er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Fik stjålet net og pung fra kurv, Gentofte
En 82-årig kvinde fra Charlottenlund fik onsdag kl. 10.00 stjålet sit stofnet indeholdende en pung fra sin indkøbskurv mens hun var i gang med at kigge på kaffe i Netto på Gentoftegade.
Førte køretøj uden førerret, Kokkedal
En 26-årig mand fra Hillerød blev onsdag kl. 14.28 stoppet på Usserød Kongevej, hvor det viste sig, at han førte et køretøj til trods for, at han ikke havde førerret. Køretøjet blev i forbindelse med sagen beslaglagt.
Holger Danske sov på vagten, Helsingør
Kl. 17.21 anmeldte en 65-årig kvinde fra København, at hun havde fået stjålet hendes pung fra hendes rygsæk på Kronborg Slot. Hun havde købt souvenirs i kiosken, betalt for varerne, lagt pungen i rygsækken for derefter at gå ud fra Kronborg. Først dagen efter opdagede hun, at pungen var væk. Tyveriet skete mellem mandag den 3. juli kl. 12.00 og tirsdag den 4. juli kl. 9.00.
Mistede bil i vanvidskørsel, Nærum
En 48-årig mand fra Svendborg fik kl. 17.42 beslaglagt sin varebil for at køre med en spirituspromille på over 2,00 på Helsingørmotorvejen i Nærum.
Vanvidskørsel
Ifølge færdsels- og straffeloven defineres vanvidskørsel som:
• Kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km/t.
• Kørsel med en hastighed på 200 km/t. eller derover
• Spirituskørsel med en promille over 2,00
Derudover er det også vanvidskørsel, hvis man:
• Udviser særlig hensynsløs kørsel - det kan fx være, hvis man i tæt trafik gentagne gange overskrider fuldt optrukne spærrelinjer og dermed skaber farlige situationer, eller hvis man kører imod færdselsretningen på en motorvej
• Forsætlig forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed - det kan fx være, hvis man kører bilen ind på cykelstien for at forskrække cyklisterne, eller hvis man bevidst påkører fodgængere i et fodgængerfelt.
Ukvemsord mod betjent, Hørsholm
I forbindelse med en kontrol af fører og passagerer på Helsingørmotorvejen blev en 25-årig mand fra Fredericia kl. 19.25 sigtet for at bruge grove ukvemsord mod en politibetjent. Kontrollen blev foretaget, fordi to børn sad på skødet uden at være spændt fast i sikkerhedssele.
Kastede sten på ruder, Frederikssund
Kl. 19.50 fik en gruppe unge 14-15 årige drenge et alvorsord med på vejen af en beredskabspatrulje for at banke og kaste sten på ruder på Gefionvej i Frederikssund.
Sigtet for hash, Birkerød
En 18-årig ung mand blev kl. 20.42 sigtet for besiddelse af en mindre mængde hash på Søvej i Birkerød.
Spirituskørsel, Stenløse
En 32-årig kvinde fra Jægerspris blev kl. 22.44 sigtet for at køre spirituskørsel på Krogholmvej i Stenløse, hvor hun var kørt ind i et helleanlæg. Kvinden blev bragt til nærmeste hospital for blodprøveudtagning. Falck på stedet for at bringe kvindens bil til en miljøplads, da den lækkede olie.
Musik til ulempe, Virum
En fest på Syrenvænget forstyrrede onsdag aften ved 23.15 tiden de omkringboende så meget, at en borger i området kontaktede politiet. En patrulje kørte til stedet og bad festdeltagerne om at rykke inden døre og i øvrigt skrue ned for musikken.
Fest med omtanke – husk at skrue ned, når det bliver sent
Det er forståeligt, at du/I fester derhjemme. Det skal der også være plads til. Men husk at vise hensyn. Naboerne er måske ikke lige så festglade sent om natten, som du er. Fest med omtanke, og husk at skrue lidt ned for musikken, når det bliver sent.
Er du selv udsat for musik til ulempe?
Før du ringer til politiet, så spørg festens personer, om de ikke nok vil skrue ned for musikken. En venlig henvendelse virker ofte, da de fleste sjældent er ude på at genere deres naboer.
Virker en venlig henvendelse ikke, og fortsætter den høje musik – så kontakt politiet på 114. Vi er ved telefonen alle dage, døgnet rundt.