Helsingør er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Færdselsuheld, Slangerup
En 54-årig mandlig bilist fra Frederiksværk kørte ad Fabriksvangen i nordlig retning. Ved udkørsel til Strandstræde overså han en 57-årig mandelig cyklist fra Frederikssund, som kom cyklende ad Strandstræde fra vest. Cyklisten væltede hen over køleren på bilen, og blev lidt tilskadekommen.
Konfus mand hjulpet hjem, Hillerød
Anmeldelse kl. 14.20 om, at en konfus gammel mand gik over vejen i krydset ved Københavnsvej og Overdrevsvejen i Hillerød til stor fare. Anmelder havde ikke selv mulighed for at stoppe og hjælpe manden. Beredskabspatrulje til stedet, som fik kontakt til den 79-årige mand, og hjalp ham hjem til hans plejehjem.
Hestevogn kørte i grøften, Ølstykke
En 62-årig mand fra Ølstykke kom kørende med hestevogn med to heste spændt for ad Sperrestrupvej mod syd med ca. 10-
15 km/t. Ca. 100 meter nord for Sperrestrupvej kørte han i grøften med hestevognen, da hestene blev bange for en mejetærsker, som blev startet op inde på marken. Beredskabspatrulje til stedet. Den 62-årige kom til skade, og blev bragt til nærmeste hospital. Hestene løb afsted med hestevognen, men blev fundet, og hentet af en hestetrailer.
Beruser, Rudersdal
Anmeldelse kl. 14.40 om, at der lå en meget beruset kvinde i et blomsterbed ude foran Holte Stationsvej. En beredskabspatrulje kom til stedet, og hjalp den 59-årige kvinde fra Holte hjem.
Stjal parfume, Helsingør
En 30-årig mand fra Valby blev kl. 15.01 sigtet for at stjæle parfume for 4.568 kr. i Matas på Stürups Plads.
Færdselsuheld, Frederikssund
Anmeldelse kl. 15.20; en 42-årig kvinde fra Hundested kørte ad Svestrupvej mod nord. I krydset Svestrupvej/Frederikssundsvej, foretog hun standsning bag ved vigelinien, da hun ville foretage venstresving ad Frederikssundsvej mod vest. Samtidigt kørte en 25-årig kvinde ad Frederikssundsvej mod øst. Foran den 25-årige kørte en anden personbil, som ville foretage et højresving ad Svestrupvej fra Frederikssundsvej, og som derfor blinkede til højre. Da der var et mindre “ophold” i trafikken ad Frederikssundsvej mod vest før krydset, skønnede den 42-årige kvinde det forsvarligt at påbegynde sit venstresving på Frederikssundsvej, men overså derved den 25-årige, der kørte lige bagved den højresvingende personbil - med sammenstød til følge. Patrulje og Redning til stedet. Lang kø mod Ølstykke. Fejeblad fik flyttet bilerne. Ingen melding om personskade.
Færdselsuheld, Skævinge
En 31-årig mand fra Fredensborg kørte kl. 15.36 i en traktor med påhængsvogn, mod vest på Hovedgaden i Skævinge samtidigt med, at en 22-årig mandlig bilist fra Hundested kørte mod øst. De var uenige om, hvem der skulle køre først igennem en chikane på vejen. Bilisten nåede næsten igennem chikanen, da traktoren ramte ham frontalt, og kom op og “hænge” på bilistens kølerhjelm med venstre forhjul. Ved sammenstødet blev bilisten skubbet tilbage op på fortovet, og endte med bagenden mod en hæk. Traktoren havde ingen vejgreb, mens den hang på kølerhjelmen, og kunne derfor ikke styre. Traktoren røg ned på asfalten igen, men kunne ikke nå at stoppe sin fremdrift, før den ramte, og væltede en lygtepæl og fortsatte ind i en hæk. Patrulje til stedet. Ingen melding om personskade.
Kørte uden førerret, Espergærde
En 32-årig mand uden fast adresse blev kl. 15.53 sigtet for at køre bil på Svend Poulsens Vej, uagtet han ikke havde førerret.
Kørte på ulovlig knallert, kokkedal
En 15-årig ung mand fra Hillerød blev klokken 20.13 onsdag aften standset af en patrulje på Fredtoftevej, hvor han kom kørende på en knallert. Ved næsmere eftersyn viste det sig, at knallerten var ulovlig, da den var blevet konstruktionsmæssigt ændret og dermed kunne køre hurtigere end den var indregistreret til. Knallerten blev derfor konfiskeret og den 15-årige blev sigtet for at køre på en ulovlig knallert.
Beruset mand kunne ikke tage vare på sig selv, Frederiksværk
Klokken 20.37 kom en anmeldelse om, at en temmelig beruset mand lå i Nørregade og var ude af stand til tage vare på sig selv. Manden, som er 54 år og uden fast adresse, blev taget med til detentionen og løsladt igen lidt over midnat.
Handlekraftig borger stoppede spritbilist, Stenløse
En særdeles årvågen og handlekraftig 20-årig mand fra Slangerup sørgede onsdag aften omkring klokken 21.50 for at forhindre en spritbilist i at køre videre. Den 20-årige kørte bag ved manden, en 64-årig Ølstykke, som slingrede voldsomt ad Krogholmvej og da den 64-årige pludselig standsede ved en rundkørsel, sørgede den 20-årige for at tage bilnøglerne fra ham og alarmere politiet. Da patruljen kom frem til stedet, var den 64-årige blevet ukontaktbar formentlig på grund af voldsom alkoholpåvirkning. Der blev derfor rekvireret en ambulance, så den 64-årige kunne komme til behandling på hospitalet. Han blev i øvrigt sigtet for spirituskørsel, ligesom hans kørekort blev administrativt inddraget og hans bil beslaglagt.