Nyt fra Helsingør i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Helsingør er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Tyveri fra varebil, Helsinge

Klokken 08.57 blev det anmeldt, at en ukendt gerningsperson havde stjålet elektrisk værktøj fra en varebil, som havde holdt parkeret på Frederiksborgvej. Indstigningen var sket mellem mandag klokken 23.00 og tirsdag klokken 05.30 ved opbrydning af bilens bagdør. 

 

Færdselsuheld, Gentofte

Klokken 09.44 skete der et færdselsuheld på tilkørselsrampen til Helsingørmotorvejen i sydgående retning ved Jægersborgvej, da en 22-årig kvindelig bilist fra Hvidovre påkørte en 30-årig mandlig bilist fra København bagfra. Grundet bilernes placering var tilkørselsrampen og første vognbane i en overgang afspærret, mens der blev ryddet op efter uheldet. Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med uheldet.

 

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

En 59-årig kvindelig bilist fra Kokkedal kørte klokken 09.57 ad Lyngbygårdsvej, hvor hun i krydset ved Sorgenfrigårdsvej påkørte en 57-årig kvindelig bilist fra Humlebæk. En patrulje kørte til stedet, hvor den 59- årige bilist blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt. Grundet bilernes placering var den øvrige trafik i en periode påvirket, mens der blev ryddet op efter uheldet. Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med uheldet.

 

Besiddelse af stoffer med henblik på videresalg, Frederikssund

Som led i en målrettet indsats mod narkosalg på gadeplan var Nordsjællands Politi tirsdag over middag til stede i Frederikssund. I den forbindelse blev en 18-årig mand fra Frederikssund truffet ved parkeringshuset ved Sillebroen, og han forsøgte her kortvarigt at undløbe fra stedet, hvilket dog ikke lykkedes. Ved visitation blev han fundet i besiddelse af en moderat mængde hash i salgsposer, og han blev derfor sigtet for at være i besiddelse af de euforiserende stoffer med henblik på videresalg. 

 

Tyveri fra personbil, Hellerup

Klokken 13.24 blev det anmeldt, at en ukendt gerningsperson mellem søndag klokken 18.00 og anmeldelsestidspunktet havde stjålet rattet fra en Porsche personbil, som holdt parkeret på Margrethevej. Indstigningen var sket på ukendt vis.

 

Tyveri af gravesmaskine, Frederiksværk

Klokken 13.27 indløb der anmeldelse om, at en gravemaskine aftenen før, omkring klokken 19.45, var blevet stjålet fra Skovstien, hvor den havde holdt parkeret.

 

Kørsel uden førerret, Nivå

En 21-årig mandlig bilist fra Helsingør blev klokken 14.59 standset af en patrulje på Niverødvej. Her blev han bedt om at fremvise et gyldigt kørekort, hvilket han dog ikke kunne efterkomme, idet han havde fået sin førerret administrativt inddraget. Han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.

 

Kørsel i påvirket tilstand, Gilleleje

På Bonderupvejen standsede en patrulje klokken 15.00 en 44-årig mandlig bilist fra Gilleleje. Et alkometer viste, at han formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. Han blev derefter kørt til hospitalet med henblik på udtagning af en blodprøve, som præcist skal fastslå hans eventuelle spirituspåvirkning.

 

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

En 47-årig mandlig bilist fra Virum kørte klokken 15.17 i sydlig retning ad kongevejen, hvor han drejede til højre ad Skovbrynet og påkørte en 25-årig mandlig cyklist fra Kgs. Lyngby, som cyklede i sydgående retning ad Kongevejen. 
Der skete ikke umiddelbart større personskade i forbindelse med uheldet, men cyklisten blev for en sikkerheds skyld kørt med ambulance til kontrol på hospitalet. Det kan ikke afvises, at bilisten vil blive sigtet for overtrædelse af færdselsloven. 

 

Kørsel i påvirket tilstand, Hillerød

En patrulje henvendte sig klokken 15.54 til en 49-årig mandlig bilist fra Hillerød på Københavnsvej. Her blev han anholdt og sigtet for spirituskørsel, idet han formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte. Der venter nu svar på en blodprøve, som præcist skal fastslå den 49-åriges eventuelle promillegrad.

 

Tricktyv stjal pung, Hillerød

Ved at foregive at ville klappe en hund lykkedes det tirsdag eftermiddag klokken 14.40 en kvinde at stjæle en pung fra en 81-årig kvinde. Tricktyveriet skete i Møllestræde og tricktyven beskrives som 40-45 år, østeuropæisk af udseende, 170 cm høj, kraftig af bygning med lyst mellemlangt hår. Hun var iført en knælang beige eller lysegrå frakke og talte dansk med accent. Tyveriet blev anmeldt klokken 16.21.

 

Kørte på ulovlig knallert, Ølstykke

En 15-årig ung mand blev tirsdag aften klokken 18.10 sigtet for at køre på en knallert, som var blevet konstruktionsmæssigt ændret, så den kunne køre hurtigere end tilladt for den type. Den unge mand blev truffet på stisystemet ved Fiskene.

 

Unge blev bedt om at flytte fest, Helsinge

En gruppe unge var klokken 23.25 forsamlet ved en skole på Boagervej, hvor de hørte så høj musik fra en medbragt soundbox, at en beboer i området kontaktede politiet. En patrulje kørte ud til stedet og bad de unge om at flytte festen hjem, så de ikke generede andre.

 

Blev narret til at overføre penge, Ølsted

En 57-årig kvinde fra Ølsted blev klokken 00.20 natten til onsdag ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra politiet. Manden fortalte, at kvindens bankkonto var ved at blive lænset for penge og gav hende et kontonummer, som hun kunne bruge til at få sine penge i sikkerhed. Kvinden nåede at overføre penge til det opgivne kontonummer, inden hun fik mistanke om, at der var tale om bedrageri.

 

El-løbehjul stjålet, Holte

Klokken 03.23 natten til onsdag har der været indbrud i Cykelform i Holte Midtpunkt. Her har en tyv knust en rude og herefter stjålet et el-løbehjul.
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi