Helsingør er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Tyveri fra bil, Stenløse
På Bakkevej mellem søndag den 18.12 kl. 23.50 og mandag den 19.12 kl. 8.45 blev ruden knust på en bil, og en kuffert stjålet fra bilen.
Fund af krysantemumbombe, Kokkedal
En 62-årig mand fra Kokkedal fandt i går kl. 11.50 en krysantemumbombe på en legeplads ved Udsigten i Kokkedal.
Påkørt af bil, Hørsholm
En 88-årig dame fra Brønshøj, som gik med sin rollator, blev kl. 12.41 påkørt af en bil på Usserød Kongevej i Hørsholm. Den 88-årige dame blødte fra hovedet, og blev bragt til nærmeste hospital.
Butikstyveri, Kgs. Lyngby
En 17-årig mand blev i går kl. 14.15 sigtet for butikstyveri af parfumer i Magasin i Kgs. Lyngby.
Glatføreuheld, Rungsted Kyst
Fire biler kørt ind i hinanden kl. 13.28 på Pennehave i Rungsted Kyst på grund af glatføre. Ingen meldinger om personskader.
Glatføreuheld, Hillerød
Tre biler kørt ind i hinanden kl. 14.21 på Københavnsvej i Hillerød på grund af glatføre. Ingen meldinger om personskader.
Tyveri af brænde, Frederiksværk
En 63-årig kvinde fra Frederiksværk har i tidsrummet fra lørdag den 17.12 til mandag den 19.12 kl. 15.45 fået stjålet en halv rummeter brænde, som lå i et åbent skur på grunden.
Stort øltyveri, Kvistgård
To mænd på 33 og 22, den 22-årige værende fra Birkerød, stjal tirsdag kl. 20.15 61 sixpacks med øl fra Rema 1000 i Kvistgård. De to mænd havde læsset de mange øl i en vogn, som de herefter kørte ud af butikken og aflæssede i en stjålet bil. Senere på aftenen stoppede en patrulje bilen og de to mænd blev sigtet og anholdt. Den 33-årige blev desuden også sigtet for at føre et køretøj i påvirket tilstand og for at føre et køretøj i sin frakendelsestid.