Helsingør er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Forsøg på røveri samt tyveri af knallert, Kgs. Lyngby
Klokken 07.15 anmeldte en mand i 20’erne, at han foran Fitness World og Zleep Hotel var blevet passet op af en muligvis narkopåvirket mand, der tog sin ene hånd om på ryggen og indikerede, at han havde en kniv på sig, imens han truede med at tage anmelderens penge.
Anmelderen forlod straks stedet og kontaktede politiet. Den fremmede mand blev af anmelderen beskrevet som: Mand, buttet, med uren hud i ansigtet, talte dansk.
Klokken 07.31 anmeldte en kvinde, at hun cirka klokken 06.55 havde fået stjålet sin knallert, som hun stod tæt op ad, på Circle K på Lyngbygårdsvej, da en fremmed mand havde sat sig op på den og kørt væk.
Kvinden beskrev den fremmede mand som: mand, 20-30 år gammel, buttet/kraftig af bygning, muligvis med skægstubbe, talte dansk.
Grundet sammenfald i gerningstidspunkter, geografi og signalement, arbejder Nordsjællands Politi ud fra en teori om, at der er tale om den samme gerningsperson ved begge hændelser.
Brand, Farum
Klokken 07.56 blev det anmeldt, at det brændte i en lagerbygning på Bygmarken. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor brandvæsnet måtte bruge halvanden times tid på at få slukket branden.
De indledende undersøgelser tyder på, at branden er opstået i nogle elinstallationer.
Der skete ingen personskade ved branden.
Indbrud i værksted, Holte
Klokken 09.05 blev det anmeldt, at der imellem mandag klokken 16.00 og tirsdag klokken 08.45 havde været indbrud i et værksted på Øverødvej, hvorfra der var blevet stjålet værktøj. Tyvene var kommet ind ved at knuse en rude.
Tyveri, Græsted
Klokken 09.20 anmeldte Blistrup Sogns Menighedsråd, at der i weekendens løb var blevet stjålet fem rododendroner fra deres adresse på Kirkevej, idet buskene var blevet gravet op.
Udslip af ammoniak, Hørsholm
Klokken 09.23 blev det anmeldt, at der var sket et udslip af noget ammoniak fra en kompressor i skøjtehallen. Politi og det øvrige beredskab blev sendt til stedet, hvor der i god ro og orden blev foretaget evakuering af hallen. En enkelt person blev kørt på hospitalet til kontrol, men personen var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade.
Mistænkelige forhold, Allerød og Værløse
Klokken henholdsvis 09.51 og 10.41 anmeldte to virksomheder i henholdsvis Allerød og Værløse, at der tidligere på dagen var kommet nogle fremmede mænd ind, som på engelsk havde spurgt, om virksomhederne havde noget metal, de ville sælge, hvorefter mændene havde fremvist nogle kontanter, inden virksomhederne havde sendt mændene væk igen. Efterfølgende kontaktede virksomhederne politiet, fordi de fandt forholdet mistænkeligt.
Mændene var kørende i en hvid varebil med tyske nummerplade, og de oplyst, at de kom fra Tyskland.
Tyveri af cykel, Vedbæk
Klokken 11.49 anmeldte en turist, at hun mandag omkring klokken 18 havde fået stjålet sin roadbike, der havde siddet på cykelholderen på en bil, der havde holdt parkeret på Strandvejen.
Brand, Frederikssund
Klokken 12.16 blev det anmeldt, at det brændte i et skur på Gyldenstens Vænge. Politi og brandvæsen blev sendt dertil, hvor brandvæsnet i adskillige timer måtte kæmpe mod branden, der også bredte sig til boligen tilknyttet skuret.
Branden var formentlig opstået grundet brug af en ukrudtsbrænder, og en mand i 30’erne, der ikke har bopæl på adressen, blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.
Brand, Kgs. Lyngby
Klokken 12.59 blev det anmeldt, at det brændte nær en DTU-bygning på Energivej. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor det kunne konstateres, at det brændte i en facade. Brandvæsnet fik branden slukket, mens politiet sigtede en mand i 50’erne for overtrædelse af beredskabsloven, idet branden formentlig var opstået efter brug af en ukrudtsbrænder.
Bedrageri, Hellerup
Klokken 13.36 anmeldte en kvinde i 80’erne fra Hellerup, at hun i løbet af formiddagen havde været udsat for bedrageri.
En fremmed kvinde havde ringet til den forurettede og fortalt, at hun ringede fra et sikkerhedsfirma beliggende i København. Kvinden oplyste forurettede, at der var hævet et ukendt beløb på forurettede konto, og at man derfor skulle bruge forurettedes kortoplysninger samt pinkoder, hvilket forurettede gav. Da forurettede havde givet oplysningerne, oplyste kvinden i telefonen, at en person ville komme hjem til forurettede og afhente forurettedes betalingskort. Da personen havde hentet betalingskortet, fandt forurettede efterfølgende ud af, at der var blevet hævet et samlet beløb på 15.000 kroner fra hendes konto.
Personen, der hentede betalingskortet, beskrives af forurettede som: Mand, dansk af udseende, 25-35 år gammel, 180 cm høj, lys i huden, med sort kort hår. Talte dansk. Var iført mundbind.
Tyveri fra personbil, Humlebæk
Klokken 14.18 blev det anmeldt, at der imellem klokken 13.00 og 14.15 var blevet stjålet en kuffert og en taske, begge med indhold, fra en personbil, der havde holdt parkeret på Krogerupvej tæt ved Humlebæk Kirke. Tyvene var kommet ind i bilen ved at brække en siderude ud.
Hunde i varm bil, Kgs. Lyngby
Klokken 14.49 anmeldte et forbipasserende vidne, at der sad to hunde i en parkeret bil på Toftebæksvej, og at de så ud til at have det meget varmt. Ved hjælp af bilens registreringsnummer kunne Nordsjællands Politi ringe til bilens ejer, der straks gik ud for at tilse hundene.
Nordsjællands Politis råder til aldrig at efterlade hunde i en parkeret bil i varmt vejr. Er det alligevel nødvendigt, så rul vinduerne så langt ned, som det er forsvarligt, så der er gennemtræk i bilen. Parkér desuden i skyggen, stil vand frem til hunden og læg dit telefonnummer i forruden.
Hvis du ser en lidende hund i en varm bil, så bør du:
• Forsøge at finde ejeren i nærområdet
• Lykkes det ikke, så ring til politiet på 114. Politiet kan muligvis finde et telefonnummer på ejeren ved hjælp af bilens nummerplade
• Er hunden i direkte livsfare, må du slå en rude ind. Du skal dog kunne bevise, at hunden var i en livsfarlig situation, så find gerne nogle vidner eller film situationen
• Sørg for vand til hunden hurtigst muligt
Parkering til ulempe, Slangerup
Klokken 17.00 blev det anmeldt, at en del biler holdt ulovligt parkeret på Skovvej ved Buresø, og anmelderen mente, at det kunne være svært for eventuelle redningskøretøjer at passere. En patrulje blev sendt til stedet, hvor der blev skrevet seks p-bøder.
Der kommer formentlig til at være trængsel ved strande, søer og lignende de kommende dage, og Nordsjællands Politi opfordrer i den forbindelse til, at man parkerer lovligt, hvis man tager mod bølgen blå i bil – også selvom det betyder, at man er nødsaget til at parkere et stykke væk fra vandet. Det vigtigste må være, at redningskøretøjer og lignende kan passere uden problemer.
Tyveri fra personbil, Hundested
Klokken 17.18 blev det anmeldt, at der imellem klokken 15.00 og 17.15 var blevet smadret en lille siderude i en personbil holdende på Gråstenvej ved Kikhavn Strand, hvorefter der fra bilens bagagerum var blevet stjålet to ældre køkkenmaskiner, der skulle doneres til Røde Kors samt et par brugte sandaler.
Klokken 18.07 blev det anmeldt fra en anden bilejer, der også holdt parkeret samme sted, at bagruden på hendes bil var blevet knust, hvorefter der var blevet stjålet en rygsæk med indhold fra bilen.
Spirituskørsel og kørsel uden førerret, Helsingør
Klokken 17.29 bemærkede Nordsjællands Politi en bil, der kørte usikkert, efter den var kørt af færgen i Helsingør.
Føreren, en 54-årig mand fra Charlottenlund, blev derfor kontrolleret, og han fik alkometeret til at blæse op over det tilladte, hvorfor han blev sigtet for spirituskørsel og taget med til udtagning af en blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning. Derudover vise det sig, at han ikke besad retten til at køre bil, hvorfor han også blev sigtet for at sidde bag rattet alligevel.
Mistænkeligt forhold, Hellerup
Klokken 19.16 anmeldte et vidne, at hun kunne se nogle personer kravle over gitteret til Gammel Hellerup Gymnasium ved hjælp af en stige, de selv havde medbragt.
En patrulje kørte til stedet, hvor syv mænd i 20’erne fra København blev truffet. Der blev sikret generalia på de syv, hvorefter de blev bortvist fra stedet.
I nærheden af dem blev der fundet noget skunk, men ingen af dem ville kendes ved det.
Kørsel i påvirket tilstand, Helsinge
Klokken 19.16 blev en 53-årig mandlig motorcyklist fra Helsinge standset på Syrenvej efter en kort eftersættelse. Motorcyklisten havde begået flere overtrædelser af færdselsloven, ligesom han fremstod påvirket af euforiserende stoffer, hvorfor han blev sigtet for at køre motorcykel i påvirket tilstand og taget med til udtagning af en blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning. Han blev desuden sigtet for kørsel i frakendelsestiden, og da det ikke var første gang, at han blev sigtet for dette, blev motorcyklen beslaglagt med henblik på konfiskation. Efterfølgende blev han kørt til afsoning, da han var efterlyst til dette.
God dag på vandet, mellem Helsingør og Hellerup
Nordsjællands Politi sejlede i løbet af tirsdagen imellem Helsingør og Tuborg Havn, hvor alle strande ved Øresund og alle havne i politikredsens østkyst blev besøgt. Derudover blev 27 sejlende på vandet kontrolleret, heraf 14 vandscootere, hvilket resulterede i en enkelt sag for manglende brug af redningsvest. Stor ros fra patruljen til søs til de sejlende.